Beate friede på Løkken Antikmesse - og Jon Egil sagde ja
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Den store antikmesse i Løkken åbnede torsdag. Op mod 5000 gæster ventes at besøge messen i løbet af de kommende dage, og for et norsk ægtepar har messen fået en helt særlig plads i deres hjerte og på deres ringfinger.
Ægteparret Beate Ramstad og Jon Egil Tønnevold Fiane fra Arendal er på jagt efter gode fund på Løkken Antikmesse. Det norske par har tidligere købt smykker på messen i Løkken. De fandt faktisk både deres forlovelsesringe og senere deres vielsesringe på Løkken Antikmesse.
- Da vi købte dem, hang de sammen, så vi kan godt lide tanken om, at de måske har tilhørt et andet ægtepar, som har haft de samme, siger Jon Egil Tønnevold Fiane.
Der er masser af antikviteter at finde på messestandene. I år er det ikke smykker, Beate og Jon Egil kigger mest efter.
- Vi leder egentlig efter en Louis Poulsen-lampe til loftet, eller en standerlampe kunne vi også tænke os. Nu må vi se, hvad vi finder, siger Jon Egil Tønnevold Fiane.
Friede mellem standene
Messen i Løkken har eksisteret i 43 år og er Danmarks ældste antikmesse. Det er en fast tradition, at Beate og Jon Egil besøger Løkken Antikmesse, når de er på sommerferie i Danmark.
Messen har fået en særlig plads i den norske families hjerte. Det var nemlig i et hjørne mellem smykke- og madstande, at Beate for tre år siden stillede et afgørende spørgsmål.
- Det var præcis lige her, at jeg friede til Jon Egil, fortæller Beate Ramstad.
Jon Egil sagde ja, og på den måde opstod et unikt bånd mellem det norske ægtepar og den nordjyske antikmesse.
- Løkken Antikmesse kommer til at følge med os resten af livet, siger Beate Ramstad.
Løkken Antikmesse fortsætter indtil søndag eftermiddag. Normalt plejer mellem 4000 og 5000 gæster at besøge den store antikmesse.