Voldsom brand: Ejendom ved Tårs nedbrændt
En ejendom udenfor Tårs står ikke til at redde efter der søndag morgen udbrød brand.
- Huset er totalskadet. Vi kan godt sige, det er nedbrændt, konstaterer indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Thomas Dybro.
Beredskabet blev søndag morgen kaldt ud til en brand i en ejendom på Åsmarkvej ved Tårs. Meldingen indløb klokken 06.36 og det stod hurtigt klart, at det var en voldsom brand.
- Huset var mere eller mindre overtændt, da vi kom frem. Da jeg kørte fra Hjørring, kunne jeg se røgen og det samme kunne de fra Østervrå, siger Thomas Dybro.
For at komme flammerne til livs har der været mandskab fra Hjørring, Østervrå og Brønderslev.
Indsatslederen fortæller, at der er tre beboere i ejendommen. De nåede alle at komme ud og der er hverken kommet dyr eller mennesker til skade.
- Det ser ud som om, branden er opstået i et fyrrum, og så har den bredt sig til resten af huset, siger Thomas Dybro, der ikke kan fortælle, hvordan eller hvorfor branden er opstået.
Hjælp fra naboen
Slukningsarbejdet blev besværliggjort af, at der var ståltag på bygningen.
- Det er svært at komme af med varmen og røggasserne, når der ikke er åbent direkte op til det fri. Normalvis når det er tegl eller eternit, så brænder det hurtigt i gennem, siger Thomas Dybro.
Beredskabet er ved halv elleve-tiden i gang med efterslukningsarbejdet og har bestilt en kran fra Beredskabsstyrelsen, der skal fjerne taget, så brandfolkene kan komme sikkert ind i bygningen. Indsatslederen forventer, de er færdige på den anden side af middag.
Han sender samtidig en tak til naboen til den nedbrændte ejendom.
- Han har sørget for sikker vandforsyning. Han har nogle store boringer til markvand, og så har han kunnet levere, det vand vi skulle bruge.
Beboerne i den nedbrændte ejendom skal nu genhuses.