Virksomhed nødt til at udvide: - Vi er simpelthen løbet tør for plads
Foto: Vindunor
Vindunor i Hjørring flytter en del af produktionen til en ny lokation for at kunne følge med efterspørgslen.
Der har i de seneste år været travlt hos vinduesproducenten Vindunor i Hjørring. Derfor har virksomheden flere gange udvidet med ekstra kvadratmeter, nye maskiner og flere medarbejdere.
Men nu er pladsen alligevel blevet for trang på Ålborgvej i det sydlige Hjørring, hvor virksomheden holder til.
Derfor flytter Vindunor en del af produktionen til Linderum omkring 14 kilometer øst for Hjørring.
- Det er på mange måder et luksusproblem, vi står med. For vi er simpelthen løbet tør for både lagerplads og plads til alle maskiner, der er nødvendige for at følge med efterspørgslen. Så da muligheden bød sig for at overtage lokaler i Linderum, slog vi til, siger direktør i Vindunor, Henrik Sørensen.
'Fundament for fremtiden'
Den nye lokation giver Vindunor 6000 kvadratmeter mere at råde over. I forvejen breder de sig over 18.000 kvadratmeter.
- Vi kommer til at have mere lagerplads til råmaterialer, ligesom vi også flytter vores afkortersav til at skære træ og aluminiumsafdeling, der også snart udvides med en ny sav. På den måde får vi på Ålborgvej plads til større anlæg, og vi har da også allerede investeret i et nyt anlæg, som vi kan løfte sløret for i foråret, siger Henrik Sørensen.
Vindunor har knap 170 medarbejdere.