Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

VIDEO: Vendsyssel opruster stort med tre nye spillere - se deres første træning her

1. divisionsklubben Vendsyssel FF henter blandt andre den tidligere AaB-mand Frederik Børsting hjem fra Brann i Norge.

Den nordjyske klub har haft en travl weekend, for i dag var hele tre nye spillere med i truppen til træningen på anlægget i Vrå.

Vendsyssel FF ligger i øjeblikket nummer fire i NordicBet Ligaen, og de nye spillere skal hjælpe klubben til oprykning.

Sidst ankommet er den 22-årige svenske midtstopper Tim Hartzell, som senest har spillet i den svenske 1. divisionklub Dalkurd FF.

Derudover er to tidligere AaB-spillere blevet indlemmet i truppen i weekenden. Mest kendt er nok Frederik Børsting, der nåede 200 kampe for AaB, og som i sidste sæson var med til at sikre Brann fra Bergen en flot 2. plads i den bedste norske række.

Det er tæt på at være gode 'drømmesignings' for os

Bo Zink, cheftræner, Vendsyssel FF

En spiller, der var en uhyre populær spiller blandt de mange fans i Bergen, og derfor er det formentlig kommet som en overraskelse for mange, at Frederik Børsting nu har valgt at forlade norsk fodbold efter en fantastisk sæson.

Men der er en naturlig forklaring.

- Det var bare nogle andre ting, der gjorde det, og ikke min egen professionelle karriere. Det er af hensyn til min familie, for vi ville alle tre, kone og barn, gerne hjem til Nordjylland, forklarer Frederik Børsting til TV2 Nord efter at have afsluttet sin først træning med sine nye holdkammerater.

Han er taknemmelig for, at Brann i Bergen opfyldte hans ønske om at komme hjem. Børsting havde ellers kontrakt til 2025.

AaB fik chancen

Selv om Børsting er landet godt i Vendsyssel FF, vil nogle fans sikkert undre sig over, hvorfor det ikke blev til et gensyn med sin gamle klub AaB, hvor Frederik Børsting nåede 200 kampe.

Her er svaret en anelse mere kryptisk.

- Det er ikke op til mig at svare på det, siger Frederik Børsting og tøver.

- De...AaB...har haft muligheden, fortsætter Børsting.

Derfor blev det Vendsyssel FF, der fik Børstings underskrift på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2026.

VIDEO: Frederik Børsting fortæller om sit klubskifte:

Frederik Børsting og Vendsyssel FF's cheftræner Bo Zink fortæller om skiftet. VIDEO: Mogens Jørgensen

Tættere på familien

En anden profil, der har valgt Vendsyssel FF som sin nye klub, er 27-årige Rasmus Thellufsen.

Han nåede fire sæsoner i AaB, inden han drog ud på eventyr og senest optrådte i USL Championship i den Amerikanske klub Louisville City.

Thellufsen har også spillet for Lyngby og den tyske klub Hansa Rostock, og så stammer Rasmus Thellufsen fra Sæby - så han er glad for at være tættere på familien i det nordjyske.

VIDEO: Rasmus Thellufsen: - De har superfede omgivelser

Vendsyssel FF bød sig mest til, fortæller den nye mand på holdet. VIDEO: Mogens Jørgensen

Klar til træningslejr

Cheftræner Bo Zink var i godt humør med hele tre nye spillere til mandagens træning i Vrå.

Han glæder sig over, at alle tre når at komme med på klubbens træningslejr på Cypern, hvor spillerne flyver ned på torsdag.

Inden da når cheftræneren at se de tre nye spillere i aktion, når Vendsyssel FF tirsdag møder 3F Superligaholdet fra Randers i en træningskamp.

VIDEO: Cheftræner Bo Zink: - Det er drømmesignings for os

De tre nye spillere vil styrke truppen markant, mener cheftræner Bo Zink. VIDEO: Mogens Jørgensen

Anmelder vurderer: Her får du de bedste juleøl

Er du i tvivl om, hvor du skal finde den gode smag af jul, så frygt ej. Ølenmelder Christian Andersen har nemlig testet en del af Aalborgs udvalg.

Juleøl er mere end bare den klassiske bryg fra Tuborg, som de fleste kender. Og faktisk har Aalborg et pænt udvalg af gode bryggerier på hanerne, som hver især har lavet deres fortolkning af den traditionsrige drik.

Vi har testet varerne sammen med ølanmelder Christian Andersen, som giver sit bud på byens bedste julebryg.

Et af Danmarks bedste

På London Pub på Boulevarden har de bryggeriet Bad Seed Brewing på hanerne. Og det er noget, der begejstrer anmelderen.

- Det er et af landets bedste bryggerier - og de bliver bedre år for år, siger han. Så selvom udvalget af juleøl på pubben ikke er stort, så er det kvalitet.

Faktisk har de to forskellige juleøl på fad, fra super-bryggeriet. En London bitter og en Christmas brown ale.

- De er rigtig gode begge to. Niveauet er tårnhøjt. London bitter har et særligt skud bitterhed, lidt karamel og en god mundfylde. Den smager ikke som sådan af jul, men det er jo sådan i dag, at en juleøl er det, som bryggeren har besluttet at kalde en juleøl. Der er ingen regler. Og den her smager rigtig godt, siger Christian Andersen.

- Den mørke har nøddetoner, som går fantastisk godt til malten i øllen. Den er supergod, men ikke en man kan drikke en hel aften. Så fire af den første, og så en af dem her, siger han.

Eneste anke er, at begge øl bliver serveret en smule for kolde. Så man kan med fordel lade dem stå nogle minutter inden første tår.

- En tommelfingerregel er, at øllen skal være 2-3 grader varmere end procenten. Så har den fem procent alkohol, skal den være syv-otte grader varm, siger anmelderen.

Ti ud af ti

På Søgaards Bryghus har de naturligvis også flere forskellige julevarianter.

- Alle ølentusiaster kender Søgaards, og jeg forventer, at vi får lidt af hvert, men alt sammen af en ordentlig kvalitet, siger Christian Andersen forud for den første tår.

Udvalget består af tre forskellige juleøl: Børglum Jul, som er en belgisk mørk øl, Julebuk, som er en bock og Hoppy Reindeer, som er en ipa.

- Ipa'en her er ikke en juleøl for mig, siger Christian Andersen. Anderledes ser det ud med de to andre, som får voldsomt rosende ord med på vejen.

- Børglum Jul har en eftersmag af chokolade og svesker. Noter af nelliker. Meget velkomponeret, og jeg ville give den ti ud af ti som en juleøl, hvis ikke det var fordi, den var oppe imod Julebuk, som er en my bedre, siger han og fortsætter:

-Historisk er bock, som er den slags øl, Julebukken her er, den klassiske juleøl. Den er lidt bolsjeagtig med komponenter af bær og frugter og er perfekt til flæskesteg.

Ved dagens afslutning viser det sig, at netop Julebuk får prisen som dagens bedste slurk.

En juleøls-bombe

Hjort Beer Bar har én juleøl på kortet. Og det er en mørk en af slagsen.

- Det er en imperial stout, og den smager af jul. Noter af appelsin og træ, og så er den lidt af en bombe. Både på smag og procenter, så man skal passe på, siger Christian Andersen.

Og med hele 10,5 procent er det med at tage sig i agt.

- Man kan ikke smage, at der er så mange procenter i, så man kan godt blive overrasket, siger øl-kenderen, som er glad for Hjort's juleøl.

- Jeg ville gerne drikke en til. Men jeg vil hellere have en af de to fra Søgaards, siger han, og kalder det et "close race".

Mere jul i navn end smag

I kælderen hos Basement Beer Bar har de også et væld af øl med juleklingende navne som Kirsebær Sovs og Nisseøl. Men det er altså mere navnet end smagen, der leder tankerne hen på højtiden, hvis man spørger anmelderen.

- De tre, vi har smagt, nummer 11, 12 og 14 på kortet, bliver på navnet markedsført som juleøl. Men de smager ikke af jul. Ikke i min verden. De smager ganske fint, og særligt Kirsebær Sovs vil jeg fremhæve - men som en sommerøl. Der ville den være rigtig fed, siger Christian Andersen.

Så er det et strejf af jul, man er på udkig efter, er kælderen altså ikke det oplagte sted.


Anne Kathrine fik chok under tur i skoven: - Hvorfor må man skyde løs der?

Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Hver torsdag i november er det tilladt at jage i Rold Skov. Det mener Anne Kathrine Jørgensen er decideret farligt.

Torsdag eftermiddag blev en ellers hyggelig skovtur forvandlet til en ubehagelig oplevelse for Anne Kathrine Jørgensen.

Hun gik langs de afmærkede gule vandreruter i den sydlige del af Rold Skov, men blev pludselig mødt af høje skud.

Få minutter senere dukkede jægere op på skoven med ladte geværer og jagthunde.

- Det er helt vildt. Det kan ikke være rigtigt, at man bare må jage så tæt på offentlige stier. Hvorfor må man skyde løs der?

Anne Kathrine Jørgensen fortæller videre til TV2 Nord, at hun blev så forskrækket, at hun omgående kontaktede politiet.

Her var svaret dog, at det er Naturstyrelsen, som håndterer og godkender jagt i offentlige skove.

- Så ringer jeg til dem, og de siger bare til mig, at der ikke er nogen, som er døde i en jagtulykke i de 23 år, hvor jagt i området ved Store Økssø har været tilladt, siger hun og uddyber:

- Men det er jo et mærkeligt svar, for nogen risikerer jo at blive ramt.

Det er også Naturstyrelsen, som udlejer jagt i et enormt område på godt 300 hektater i området Hesselholt ved Rold Skov, hvor der er fri afskydning af kron- og råvildt.

Naturstyrelsen: Ikke vores opfattelse, at det skaber utryghed generelt

Erik Dalsgaard Skovfoged er ansvarlig for vildtforvalting af statslige arealer undernaturelsen Himmerland.

Han fortæller til TV2 Nord, at det selvfølgelig er svært at ændre på Anne Kathrine Jørgensens humør.

- Vi afholder generelt jagter, og i går (torsdag, red.) havde vi også en jagt i en anden del af skoven. Jeg har afholdt op mod 400 jagter i en rolle som jagtleder, og her er det min klare opfattelse, at vi aldrig har bragt folks liv i fare, og at folk ikke har været udsat for utrygge situationer.

Men hvorfor må man jage i offentlige skove, hvor der går børnefamilier?

- Det er jo et politisk valg, at der må jages i danske skovområder, fordi man mener, at det godt kan forenes med, at man opholder sig i skoven, mens der er jagt.


Iltsvind i nordjyske fjorde - her ser det værst ud

Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Specielt Mariager Fjord var denne gang hårdt ramt af iltsvind.

Der er fortsat kraftig iltsvind i de danske farvande.

Det er en af konklusionerne i et nyt notat fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi. Her fremgår det, at iltsvindet i specielt Mariagerfjord er alarmerende.

Her begyndte iltsvindet i 14 meters dybde, og efter cirka 15 meters dybde var der slet ingen ilt i vandet. Mariager Fjord er 30 meter dyb, så det er halvdelen af fjordens dybde, hvor der ingen ilt er.

Også i Hjarbæk Fjord, Halkær Bredning og Sebber Lo i Limfjorden har der været i iltsvind i målingens periode, som er fra 26. september til 30. oktober.

I notatet står der, at iltsvindet var fem til syv gange større end i de tre foregående år i oktober - men 30 procent mindre end i 2020. Dette er for de samlede danske farvande.

Helt galt stod det til i september 2024, hvor det andet højeste niveau af iltsvind nogensinde blev målt. Niveauet af Iltsvind for oktober er 'blot' en femtedel af det, som blev målt i september.

Udover de nordjyske vande, som er ramt, er også det sydlige Lillebælt og de tilstødende sydøstjyske fjorde samt Ærøbassinet i Det Sydfynske Øhav særligt hårdt ramt.

Hvad er iltsvind?

Iltsvind opstår, når iltforbruget i bundvandet er større end ilttilførslen.

Iltforbruget skyldes bunddyrs samt bakteriers og andre mikroorganismers respiration ved nedbrydning af organisk stof og den efterfølgende oxidation af reducerede kemiske forbindelser (iltgæld).

I Danmark betegnes det som iltsvind, når iltkoncentrationen i vandet er mindre end 4 mg l-1, og som kraftigt iltsvind, når koncentrationen er under 2 mg l-1. Niveauet mellem 2 og 4 mg l-1 kaldes for moderat iltsvind.

Iltsvind i de åbne farvande forekommer hovedsageligt fra juli til november, men i nogle kystvande opstår iltsvind ofte før juli.

Kilde: DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi


Beklager på forhånd: Bro spærres i nattetimerne

Foto: TV2Nord

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, arbejdet medfører.

Hadsundbroen vil være spærret for biltrafik i nattetimerne på hverdage de kommende to uger.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Lukningen sker på grund af reparation af broens maskineri. I perioden fra 11. november klokken 00:05 til 22. november klokken 05:30 bliver der arbejdet mandag til fredag, og i førnævnte tidsrum er broen lukket.

Næsten da. For alle nætter, hvor broen er spærret, har bilister mulighed for at køre over Hadsundbroen fra klokken 02:00 og 10 minutter frem.

Vejdirektoratet skriver videre, at der vil blive arbejdet på klapfagets rigler, som skal justeres

Justeringen skal udføres med broklapperne i åben position og er nødvendig for at sikre, at der ikke opstår større slid, som vil betyde længere perioder med spærring i fremtiden.

Spærringerne er skiltet på stedet og flere stedet i oplandet.


Nordens største: Lang kø foran populær butik

Foto: Clara Edgar Jakobsen/TV2 Nord

Goodiebags til de første 200 kunder.

Det er øjensynligt et budskab, der trækker folk til.

Fredag morgen er der således lang kø foran Søstrene Grenes nye butik i det centrale i Aalborg.

De første spændte kunder tog plads foran butikken 07.15 i morges. Lidt senere stødte de to studerende Thilde Fabricius og Angela Shaya til.

- Vi har stået her siden klokken 08.00, fortæller de.

Og selvom det betyder, at de har stået i kulden i to timer, når butikken endelig åbner, mener de, at det er det værd. Og butikken er da også særlig. For det er nemlig Nordens største af sin slags.

Anja Arensbach-Hejlesen har også taget plads i den stadigt voksende kø. Da TV2 Nord fanger hende, har hun stået deer i en time, og der er stadig omkring 35 minutter til, at dørene åbner. Hun var ikke overrasket over de mange mennesker, der var mødt frem før hende, men at der bliver ved med at strømme mennesker til, kommer bag på hende.

- Jeg er overrasket over, at køen er vokset så meget i den tid, jeg har stået her. Men jeg vidste det nok egentlig nok, det er jo Aalborg - der er altid kø, når noget er gratis, siger hun med et smil.

Hele nede i enden af køen fangede TV2 Nord Line Kjeldgaard:

- Jeg havde ikke regnet med, at den ville være så lang. Vi har gået og kigget spændt på butikken og vil gerne støtte op om den. Det vil hele Aalborg så åbenbart også, fortæller hun.

Foto: Clara Edgar Jakobsen/TV2 Nord
Foto: Clara Edgar Jakobsen/TV2 Nord
Det er en glad ejer, som åbner forretningen fredag formiddag. Foto: Clara Edgar Jakobsen/TV2 Nord

Inde i butikken vakte den store menneskemængde begejstring. Både Cresten og Mikkel Grene var mødt op for at indvige butikken.

- Det er jo helt fantastisk og meget overvældende. at vi efter 35 år i byen kan tiltrække så mange mennesker, er vi meget stolte over. Det er uventet og vi er beærede, siger Cresten Grene.

Langt om længe skulle spændingen udløses. Med guldsaks i hånden klippede Cresten Grene snoren til butikken og bød de forventningsfulde aalborgensere velkommen.