Usædvanlig dom i vente: Blotter forbydes at opholde sig i skov
Foto: Hans-Christian Lauritzen
En 31-årig mand ventes at tilstå anklagerne mod ham.
En mandlig blotter fra Vendsyssel kan se frem til at blive straffet med opholdsforbud, når han mandag skal i retten.
En 31-årig mand fra det centrale Vendsyssel har udsigt til en relativt sjælden straf, når han mandag står tiltalt i retten i Hjørring i en blottersag.
Anklageren lægger nemlig op til, at manden som en del af straffen skal have opholdsforbud i skovområder i Hjørring-området, hvor han er tiltalt for at have begået seksuelle krænkelser.
Det fremgår af anklageskriftet, at politiet frygter, at hvis han kommer i de pågældende områder igen, så er der fare for, at han vil begå lignende krænkelser igen.
Selve sagen handler i øvrigt om, at den 31-årige 15. december 2020 om eftermiddagen blottede sig over for to kun seks-årige børn i et skovområde ved Hjørring og sagde krænkende ting til dem af seksuel karakter.
I forbindelse med at manden blev pågrebet og den efterfølgende efterforskning fandt politiet også seks videosekvenser med børnepornografisk materiale på mandens pc.
Den 31-årige ventes at erkende alle forhold, da der er lagt op til, at sagen kan køre som en tilståelsessag.