To unge mænd dømt for gaderøveri i Hjørring
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
Røveriet fandt sted uden for Metropol i Hjørring, hvor en 17-årig mand følte sig truet til at udlevere sine hovedtelefoner.
To unge mænd på henholdsvis 16 og 17 år blev torsdag idømt fængselsstraffe ved Retten i Hjørring.
De to mænd blev dømt for at have begået et gaderøveri, hvor de havde passet en 17-årig mand op og fået ham til at udlevere sine hovedtelefoner til en værdi af omkring 2.000 kroner. Det kostede den 16-årige ni måneders ubetinget fængsel og den 17-årige seks måneders ubetinget fængsel.
Røveriet skete den 13. december 2020 ved Metropol i Hjørring.
- Den 17-årige forurettede blev antastet af to personer, som går helt tæt på ham. Den 17-årige føler sig utryg i situationen og tilbyder de to mænd noget snus. Så siger en af dem, at han vil have hans hovedtelefoner. Den unge mand er bange og udleverer dem samt etui, fortæller anklager Torben Kaufmann Sørensen.
Der har ikke været udøvet vold i forbindelse med røveriet og de to nu dømte har forklaret sig med, at de rigtig nok var gået tæt på forurettede, men at de ikke havde til hensigt at tage noget fra ham.
- Den forurettede har forklaret, at de var truende og stod med knyttede næver og går helt tæt på ham. Det gør, at der ligger et element af trussel i det. I og med de også får hovedtelefoner til 2.000 kroner, så bliver det til et røveri, og det er også det, retten synes, siger Torben Kaufmann Sørensen.
De to røvere er begge tidligere straffet for vold, og det har haft indflydelse på straffen.
- Den ældste får seks måneders ubetinget fængsel. Straffen bliver gjort ubetinget, fordi han tidligere er straffet for vold. Den anden får ni måneders ubetinget fængsel, og det gør han fordi, han har to domme for vold i 2020 og så bliver han dømt for to indbrud samt besiddelse af euforiserende stoffer, forklarer Torben Kaufmann Sørensen.
Den 16-årige har modtaget sin dom. Den 17-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.