To på to døgn: Granat fundet på nordjysk strand
Det er blot to døgn siden, at Nordjyllands Politi rykkede ud til Grønnestrand ved Fjerritslev, efter der var fundet en mortergranat.
Nu er den fredag gal igen.
Nordjyllands Politi måtte nemlig klokken 11.15 til Løkken Strand ved Ørnegårdsvej, da der igen var fundet en granat af en mandlig turist. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.
- EOD blev tilkaldt, og man vurderede, at bortsprænge den på stranden, forklarer han.
Politiet sørgede for at oprette en sikkerhedszone under bortsprængningen, der foregik klokken 15.15 og granaten blev fundet et sted, der ifølge vagtchefen ikke var særlig befærdede.
- Det var meget stille og roligt, og alt er tilbage til det vanlige igen, forklarer vagtchefen.
Dog erkender han, at det er pudsigt, at der på blot to døgn er fundet to granater.
- Om det er vind og vejr, eller om det bare er tilfældigt, er svært at sige, men det er da pudsigt, at man igen finder en.