Kort Nyt

To børn faldt ned ad skrænt ved Rubjerg Knude Fyr

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nordjyllands Beredskab har onsdag været til stede ved Rubjerg Knude Fyr, fordi to børn var faldet ned fra skrænten. 

Det fortæller indsatsleder Thomas Boelt. 

- Da vi kom frem, kunne vi konstatere, at det ene barn var kommet op igen. En anden turist brugte sin hundesnor til at få barnet op - godt arbejde af dem, siger indsatslederen.

Det andet barn var stadig på skrænten, men her var faderen kravlet ned til barnet, og sammen rutsjede de ned ad skrænten og videre ned på stranden. 

Foto: Privatfoto

Men én ulykke kommer som bekendt sjældent alene.

- De forsøger at finde et sted, hvor de kan komme op igen, og her ryger de i noget kviksand. Sønnen mister sine sko i kviksandet, og fik noget kolde fødder. Så på trods af dramatikken er de ved godt mod. De kom lige forbi os og smilte og sagde tak for, at vi rykkede ud, fortæller indsatslederen. 

Både Station Løkken og højde- og skræntberedskabet fra Hjørring var til stede ved Rubjerg Knude Fyr.

De to børn er tyske turister, der er på ferie i Nordjylland.

Området omkring Rubjerg Knude er blandt andet kendt for at være et område, hvor der sker mange jordskred.

Derfor blev Rubjerg Knude Fyr flyttet 50 meter længere ind, så det ikke væltede i Vesterhavet.

Kvinde får dobbeltbøde - kørte 25 km i overhalingssporet

En civil patrulje fra Nordjyllands Politi i Himmerland fik tirsdag nappet en kvinde i at køre lige friskt nok på motorvejen ved Støvring.

Den civile patrulje kunne hurtigt konstatere, at kvinden kørte hele 161 km/t på motorvejen, men de fortsatte med at følge efter kvinden. Og i intet mindre end 25 kilometer kørte hun uafbrudt i overhalingssporet, selvom det flere gange var muligt at trække ind.

- Så husk nu at holde til højre, lyder det fra politikommissær Lars Rosenvinge.

Kvinden var ikke fra Nordjylland.

Marked med millionoverskud

Hjallerup Marked har netop præsenteret, hvordan årets resultat ser ud. Det samlede overskud er endt på mellem 3 og 3,5 millioner kroner. Flere foreninger i lokalområdet får del i overskuddet. Hjallerup Marked donerer lidt over 1,805 millioner kroner.

Der er blandt andet nye rifler til skytteforeningen, udflugter for Plejecentret Stengården og flere udlodninger til både Kulturhuset og byens idrætscenter.

Overskuddet for 2024 er lidt mindre end i 2023. Her lød det på fire millioner kroner, og der blev doneret lidt over to millioner kroner.

Beruset mand faldt i dybt hul og måtte have hjælp

Sent tirsdag aften fik både Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab besked om, at en mand var kommet til skade i Nibe.

Meldingen lød på, at han var faldet i et hul, der var 2,5 meter dybt på Kræmmersgade.

Og ganske rigtigt. I forbindelse med vejarbejde var dele af vejen gravet op og afspærret, men alligevel var den 33-årige mand faldet i et dybt hul, og måtte have hjælp til at komme op.

- Lad os bare sige det sådan her: Han var temmelig beruset, siger vagtchef Jesper Sørensen ved Nordjyllands Politi.

Manden fik hjælp til at komme op af hullet og blev derefter kørt til tjek på skadestuen. Han er dog ikke kommet til skade, oplyser Jesper Sørensen.

Industribrand i Bindslev - ild i bygning og tag

Opdateret: Beredskabet skriver 19.32 på X, at branden er under kontrol, efter det lykkedes for mandskabet at stoppe spredning. Inden for kort tid overgår man til efterslukningsfasen.

Nordjyllands Beredskab er tirsdag aften i aktion i Bindslev, hvor der er udbrudt brand i en industribygning.

Det skriver beredskabet på det sociale medie X.

Det er en bygning på Industrivej i Bindslev, der brænder. Ifølge beredskabet er branden startet omkring et fyr og har spredt sig til bygningen og taget.

Der er tilkaldt hjælp fra Hirtshals i form af en sprøjte og en tankvogn, ligseom der også er tikaldt assistance i form af en redningsstige, autosprøjte og slangetender.

Beredskabet skriver, at man skal respektere afspærringerne og give plads.

Aalborg Zoo får 1,2 millioner til unges trivsel

Aalborg Zoo er blevet tilgodeset i finansloven med et projekttilskud på 1,2 millioner.

Pengene skal gå til et projekt, der skal bidrage til og understøtte trivsel, gode vaner og bedre forståelse hos unge mennesker.

Det er Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF og Radikale, der er med i aftalen om næste års statsbudget.