Tiltalt for hammerdrab nægter sig skyldig
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
Retten i Hjørring tog torsdag hul på en drabssag, hvor en 20-årig ung mand er tiltalt for at lave lemlæstet og dræbt sin far.
20-årig søn nægter sig skyldig i at have lemlæstet og dræbt sin far. Det kom frem i Retten i Hjørring torsdag, som var afsat til afhøring af ham.
Retten i Hjørring tog torsdag hul på en drabssag fra 24. juli sidste år, hvor en 20-årig mand er tiltalt for at have lemlæstet og dræbt sin far.
Dagen var afsat til afhøring af den 20-årige søn.
- Tiltalte nægtede sig skyldig og fremlagde i dag sin forklaring på, hvad der var hændt, oplyser specialanklager Mette Bendix fra Nordjylland Politi.
Slag med hammer
Ifølge anklageskriftet mener politiet, at den unge mand den skæbnesvangre aften slog sin far adskillige gange i hovedet med en hammer, ligesom han ifølge tiltalen stak eller snittede faren flere gange på halsen med en skarp genstand.
Til sidst skal den tiltalte 20-årige have kvalt sin far med et bælte, som han strammede så hårdt om hans hals, at det knækkede.
Faren blev dødeligt kvæstet under det voldelige overfald og blev ifølge anklageskriftet blandt andet påført flere kraniebrud, herunder kraniebrud med underliggende hjernekvæstelse og blødninger i hjernen. Sammen med bæltet om halsen førte det hele til, at den 53-årige mand døde.
Sagen fortsætter 29. oktober med afhøring af vidner. Der ventes at falde dom i sagen 17. november.