Tiltalt for grov vold: Unge bankede offer med billardkugle
Foto: Oliver Stratmann/AFP/Ritzau Scanpix
Tiltalen lyder på grov vold, når to unge mandag efter planen skal møde i Retten i Hjørring. De er tiltalt for at have tævet en mand i Sindal med en billardkugle i en sok.
Opdateret 25/10 kl. 15.45: Begge tiltalte blev frifundet på grund af manglende beviser, for at de havde været tilstede under overfaldet. Anklagemyndigheden har endnu ikke besluttet, om man vil anke frifindelsen.
Ifølge anklageskriftet fandt det voldelige overfald sted 13. juni i år på en adresse i Sindal.
De to unge – en nu 17-årig kvinde fra Frederikshavn og en 20-årig mand fra Sindal – indfandt sig på en adresse i Sindal, hvor de tilsyneladende havde et udestående om nogle knallertdele med beboeren.
Af sagens oplysninger fremgår det, at politiet mener, at den 20-årige mand slog offeret i hovedet ved at svinge en sok med en billardkugle eller lignende i.
Samtidig skal den unge kvinde have råbt noget i stil med: ”Vi bliver ved med det her, til jeg får mine knallertdele igen”.
Hævelse og knækket tand
Offeret pådrog sig ifølge anklageskriftet hævelse ved tindingen og en knækket kindtand efter den hårde medfart.
Den 20-årige mand er tidligere dømt for vold, og må derfor påregne ekstra lang straf, hvis han bliver kendt skyldig.
Den unge kvinde kan – udover en straf – se frem til også at skulle have sin sag behandlet ved Ungdomskriminalitetsnævnet med det formål at iværksætte tiltag, som skal forebygge, at hun bliver involveret i noget tilsvarende igen.
Før sagens start fremgår det ikke, hvordan de to forholder sig til anklagerne.