Tandlægeuddannelse i Hjørring i fare - det bliver for dyrt
Den længe ventede tandlægeuddannelse, der skulle oprettes i Hjørring, ser lige nu ud til at være i fare for ikke at blive til virkelighed.
Det var planen. Men så alligevel ikke.
I disse dage forhandler regeringen og Folketingets partier om en ny uddannelsesaftale, men tandlægeuddannelsen i Hjørring bliver ikke en del af den aftale - selvom det var planen i regeringens udspil.
Vi mister på folkesundheden. For i tændernes sundhed kan man ofte se sygdom, som udvikler sig senere i livet
Per Michael Johansen, rektor på Aalborg Universitet
Skeptisk fra start
For Martin Bagger, der har været tandlæge i siden 1996 kommer det ikke som en overraskelse. Den tidligere formand i Nordjysk Tandplejeforening - nu bestyrelsesmedlem - kender branchen indefra - og han har hele tiden været skeptisk over at placere en tandlægeuddannelse i Hjørring
- Jeg blev overrasket over at de ville placere en uddannelse der fordi det er en kæmpe opgave.
Da udspillet blev præsenteret af statsminister Mette Frederiksen (S), var planen, at det i alt skulle skabe 7500 studiepladser udenfor de store byer. Og en del af de studiepladser skulle findes på en ny tandlægeuddannelse i Hjørring.
Set med nordjyske briller er det rigtig trist og ærgerligt
Anne Honoré Østergaard (V)
Dyrere at drive
Ifølge Venstres Anne Honore skyldes det, at uddannelsen bliver langt dyre at drive end først beregnet
- Nogen kan måske sige at de har været optimistiske. Andre vil sige at de har regnet fuldstændigt forkert, lyder det fra medlemmet af Uddannelses- og Forskningsudvalget.
I regeringens udspil er der sat 200 millioner kroner af til etablering af uddannelsen, mens der er sat 11 millioner kroner af til årlig drift - men det er ikke nok
- Det er simpelthen forkert at man kommer ud med den slags beregninger og siger, at noget skal ske, og så kan det slet ikke ske, siger Anne Honoré Østergaard (V).
Mister på folkesundheden
På Aalborg Universitet – der skulle have stået i spidsen for uddannelsen - er rektor ærgerlig
- Vi havde set frem til at udbyde en tandlægeuddannelse, siger Per Michael Johansen.
Og han frygter at det kan gå udover nordjyderne, hvis ikke der er nok tandlæger i landsdelen
- Vi mister på folkesundheden. For der er en stigende grad af bevidsthed i samfundet om, at tænderne har en meget stor betydning for folkesundheden. For i tændernes sundhed kan man ofte se sygdom, som udvikler sig senere i livet, lyder det fra rektoren.
For det er penge der er øremærket løft og udvikling af vores landsdel.
Mads Duedahl, regionsrådsformand (V)
TV2 Nord erfarer, at regeringen nu i stedet vil øge optaget på tandlægeuddannelserne i Aarhus og København. Og det frustrerer formanden for Region Nordjylland.
- Det er slet ikke til at bære, siger Mads Duedahl (V), og fortsætter:
- Vi har brug for tandlæger. Og når man endelig skal lave et forlig ryger det der er længst væk fra.
Giver god mening
For tandlæge Martin Bagger giver det til gengæld god mening at droppe den nordjyske tandlægeuddannelse allerede nu
- Det er også et forskningsmiljø, der skal op at køre med professorer og undervisere. Det er et meget, meget stort arbejde. Derfor giver det bedre mening at beholde i Aarhus og København.
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen har i dag ikke ønsket at kommentere sagen, fordi de politiske forhandlinger stadig er i gang. Aftalen forventes at lande på mandag.