Svenning og Murer-Kjeld i opråb over ny parkeringsplads: - Jeg synes, det er en lappeløsning af format
Foto: Søren Nielsen / TV2 Nord
Svenning Christensen og Murer-Kjeld forstår ikke forslaget om at den nye parkeringsplads skal længere væk fra Rubjerg Knude Fyr.
Alle er enige om, at der mangler parkeringspladser ved turistattraktionen Rubjerg Knude Fyr. Men hvor den skal ligge, er der stor uenighed om.
Svenning Christensen er landmand og ejer jord omkring Rubjerg Knude Fyr. Hans jord ligger lige op til den nuværende parkeringsplads, som tusindvis af turister benytter hver sommer, når de skal besøge Rubjerg Knude Fyr.
Frem mod sommeren skal der laves endnu flere parkeringspladser, og her har kommunen foreslået et område, der ligger nord for både den nuværende parkeringsplads og Svennings jord.
Hvis den nye parkeringsplads etableres på det område, som kommunen har foreslået, vil det betyde, at turisterne får en lidt længere gåtur fra bilen og hen til Rubjerg Knude Fyr.
- Jeg synes, det er en lappeløsning af format, fordi folk vil gerne tæt på, siger Svenning Christensen, som fredag er ude at se på området sammen med Kjeld Pedersen, der også er kendt som Murer-Kjeld.
- Folk vil gerne så tæt på som muligt, tilføjer mureren.
Tilbud om jordbytte
Svenning Christensen har tilbudt kommunen at lave et mageskifte. Altså en aftale hvor Svenning Christensen og kommunen bytter jord, så kommunen vil kunne etablere den nye parkeringsplads lige ved siden af den nuværende og dermed tættere på turistattraktionen.
Det vil være den bedste løsning ifølge Svenning Christensen, som har været byrådsmedlem for Venstre i Hjørring Kommune i 35 år.
Men Hjørring Kommune er ikke interesseret i at bytte jord. De foretrækker at lave parkeringspladsen på deres nuværende areal, som ligger et stenkast nordligere.
- Det er vi ikke intereserede i. Hans jord er rigtig fin, men vi vil hellere bruge vores eget, der ligger tættere på Lønstrup, siger Søren Smalbro, der er borgmester for Venstre i Hjørring Kommune.
Selvom forslaget fra Hjørring Kommune vil betyde en lidt længere gang for turisterne til Rubjerg Knude Fyr, så er det helt efter planen.
- Vi vil gerne have hele Rubjerg Knude Fyr knyttet tættere på Lønstrup. De områder, vi selv har, ligger tættere på Lønstrup. Vi planlægger at lave stiforbindelser op til området, så det ligger rigtig godt, siger Søren Smalbro, der også har en fremtidig gangsti fra den nye parkeringsplads og op til Rubjerg Knude Fyr i tankerne.
Men Svenning Christensen forstår stadig ikke prioriteringen.
- Hvis man er gangbesværet bliver det svært, siger Svenning Christensen.
- Det er fuldstændig tåbeligt, lyder det.
Herunder kan du se, hvor de forskellige områder ligger.