Superliganedrykker blev for stor en mundfuld for Vendsyssel
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Arkivfoto.
Lørdag eftermiddag skulle Vendsyssel FF forsøge at hægte sig på top-6 i NordicBet Ligaen, da holdet hjemme tog imod superliganedrykkerne fra Hvidovre IF.
Opgøret kom efter en kamp midt på ugen, hvor Vendsyssel fik stryg af Brøndby IF i Oddset Pokalen med et nederlag på 0-5.
Vendsyssel måtte dermed op på hesten igen.
Hjemmeholdet fik da også fra start af mod Hvidovre lukket af, så det ikke startede som mod Brøndby, hvor Vendsyssel var bagud med 0-4 efter 16 minutter.
Alligevel fik nordjyderne gjort det svært for dem selv, da de begik straffespark efter godt 30 minutters spil.
Gæsterne havde dermed spillets største chance, men den chance misbrugte Frederik Høgh, og dermed kunne Vendsyssel være lykkelige for, at det stadig var status quo efter første halvleg.
Anden halvleg skulle dog kun være 11 minutter gammel, før Hvidovres Frederik Høgh fik taget sin revanche. Han scorede nemlig gæsternes føringsmål til 1-0.
Bo Zinck på Vendsyssels trænerbænk forsøgte nærmest alt efter scoringen, hvor han hurtigt fik skiftet to nye spillere ind, og med 11 minutter igen havde cheftræneren foretaget alle fem mulige udskiftninger.
Lige lidt hjalp det.
Vendsyssel FF kunne ikke få udlignet, og dermed måtte mandskabet gå fra banen med det sjette nederlag i 11 kampe i NordicBet Ligaen.
Det placerer dem på niendepladsen med 13 point, men Hillerød kan stadig nå at overhale dem i denne spillerunde. Vendsyssel vil som minimum være to point efter top-6, når spillerunden er slut.
Efter 22 spillerunder opdeler ligaen sig mellem de seks bedste hold, der skal spille om oprykning, og de seks dårligste, der skal spille om at blive i NordicBet Ligaen.