Strandet på femte døgn: Hollandsk bomtrawler ligger stadig stille
Den hollandske bomtrawler, der mandag aften stødte på grund mellem Nørre Lyngby og Løkken ligger stadig helt stille i nordjysk farvand.
Det har været fem relativt begivenhedsløse dage, de seks hollændere ombord på Sursum-Corda UK-172 har haft i Nordjylland.
Siden mandag har de haft ikke kunne lave meget andet end bare at vente. Her stødte deres hollandske bomtrawler nemlig på grund mellem Nørre Lyngby og Løkken, og der ligger den stadig.
Hollænderne er fredag middag ikke kommet tættere på Holland og hjem, end de var for fem dage siden. Men fredag er to danske slæbebåde på vej tilbage til den hollandske bomtrawler, efter at de ellers var sejlet tilbage til henholdsvis Hirtshals og Frederikshavn.
Det oplyser TV2 Nord's reporter på stedet.
Mislykket forsøg gjorde ondt værre
Danskerne vil forsøge at gøre et bedre forsøg på at få hollænderne fri, end hollænderne selv gjorde torsdag. Et forsøg, der ifølge skipper på slæbebåden Thor, kun har gjort det værre for hollænderne. Ifølge skipperen bliver sandbunken omkring bomtrawleren nemlig bare større af det hollænderne forsøgte sig med.
På stranden er der stadig mange mennesker, der kommer for at se den store hollandske båd ligge stille med vand ikke meget over kølen.