Store røgskader i sommerhus - Og beredskabet i anderledes udfordring
Opdateret med kommentarer fra Nordjyllands Beredskab:
Lige nu er Nordjyllands Beredskab til stede på Grævlingevej i Nr. Rubjerg, hvor ilden er gået gennem taget.
Det skriver beredskabet på X - det tidligere Twitter.
Meldingen kom ind klokken 15.53, og beredskabet har fået styr på branden.
- Det er den ene ende af sommerhuset, som er ramt af branden, skriver de på X.
Indsatslederen på stedet, Jørgen Pedersen, kan melde om heftige røgskader.
- Det er ikke brandt ned, og det er antageligt, at det er opstået i nogle installationer. Det blev først anmeldt, da røgen udviklede, men der har ikke været nogle i sommerhuset i en periode, siger han og fortsætter:
- Desværre er ilden inde midt i huset - den er ikke så stor, men det har sod- og røgskadet resten af huset. Under en tredjedel er ramt af branden, siger Jørgen Pedersen uden at kunne komme nærmere på, hvor stort et renoveringsarbejde der efterfølgende kan komme.
Beredskabet regner med at være på stedet to-tre timer endnu, da de skal ned i konstruktionen for at sikre sig, at branden er slukket.
Samtidig er der dog også opstået andre udfordringer, som ellers plejer at være en medspiller, når det brænder.
- Det er hammervådt heroppe og er nærmest ikke til at køre i. Så vi sidder fast og skal have autohjælp herop for at trække os fri. Vi er ret godt kørende, men kommer man ud for sporene lige nu, så kan man hurtigt sidde fast, siger indsatslederen.