Stor fodboldoprejsning: Nordjyske Anders vinder EM
Det rigtige fodboldlandshold kunne ikke gøre det, men vendelboen Anders Vejrgang tog sejren til E-EM i Fodbold.
Hævn over Tyskland.
Det var, hvad nordjyden Anders Vejrgang præsterede til for Danmark til den første udgave af EM i konsolspillet EA Sports FC 24 i Berlin. Her var præmien til vinderen på lidt over 200.000 kroner.
Her spillede han mod Tyskland i finalen, og det blev til en sejr på 4-3 over naboerne i syd. Dem kunne røg Mæhle og Co. ud til i ottendedelsfinalen ved det rigtige fodbold-EM.
Undervejs i turneringen slog han Ukraine, Spanien og til sidst Tyskland denne søndag, men han var faktisk bagud 0-2 i samtlige af kampene. Alle sammen blev dog vendt til sejr i nogle spændende kampe.
- Det var modnet inden turneringen, at jeg kunne vinde, men det kræver en masse at steppe på i kampene, så jeg er rigtig glad og stolt for indsatsen, fortæller tydeligt glad Anders Vejrgang efter kampen til TV2 Nord og fortsætter:
- Jeg prøvede bare at tage det roligt, selvom jeg kom bagud i alle kampene. En anden dag ville jeg måske få en lidt dårlig tankegang, men jeg forholdt mig roligt og vidste, at jeg kunne komme tilbage.
I kampen mod Tyskland spillede han endda mod sin holdkammerat fra Red Bull Leipzig, men han formåede at holde det ude, da kampen begyndte.
- Der kan jo være lidt mindgames inden kampene, men jeg prøver at lade være med at tænke på alt ude fra. Jeg tænker heller ikke over, hvad jeg gør, når kampene er i gang, men jeg blev jo ekstremt nervøs alligevel, men man prøver at ignorere.
- Vi var begge favoritter inden turneringen, og jeg fik de sværeste modstandere, jeg kunne. Jeg kommer bagud, men kommer tilbage, og det er jeg ekstremt glad for, siger Anders Vejrgang.
Han er også glad for, at han kunne få lidt "hævn" over Tyskland.
- Det kan man sige. De kunne ikke gøre det, så måtte jeg gøre det for dem, siger han med et grin.
Nu står den på VM fra 11.-13. juli, hvor Berlin også er værtsby.
Giver præstationen her et boost frem mod VM?
- Selvfølgelig er det det, men jeg er også en person, der vil vinde samtlige turneringer. Jeg er selvfølgelig glad for at vinde det største trofæ, hvor det er en-mod-en, og den sejr tager nok noget at presset. Selvom jeg ikke spillede på højeste niveau her, vandt jeg alligevel, så jeg ved, jeg er i god form, slutter han.