Stor brand i affaldsdynger tæt ved Hjørring
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Branden er under kontrol, men beredskabet skal have spredt affaldet ud for at slukke alle gløder.
En større brand er brudt ved et miljøanlæg på Rønnovsholmvej syd for Hjørring. Beredskabet har kontrol over branden, men slukningsarbejdet vil tage tid.
Et større areal står i brand ved et miljøanlæg syd for Hjørring. Røgsøjlen kan ses langvejs fra.
Beredskabet fra Hjørring, Sindal og Brønderslev er kaldt til slukningsarbejdet.
- Der er brand i tre-fire meters højde, men der er kontrol over situationen. Lige nu er vi ved at skille affaldsddyngerne ad, så vi kan få slukket det hele herude, siger Charlotte Egebak, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Beredskabet fik meldingen om branden 13.05, og ingen personer har været i fare under branden i miljøanlægget, som ligger i Rønnovsdal i Hæstrup Mølleby.
Årsagen er ukendt
Det er uvist, hvad der har startet branden, men der kan være tale om en glød eller noget glas, der har antændt en glød i varmen, og det kan have fået affaldet til at antænde.
Beredskabet arbejder nu på at nå helt til bunds i dyngerne, så der ikke gemmer sig gløder eller lignende i affaldet. Beredskabsstyrelsen fra Thisted er også tilkaldt.
- Det er helt pulveriseret, så det er meget komprimeret affald, og det betyder, at slukningsarbejdet kommer til at tage lang tid, for vi skal have lukket op for det, så det kan spredes ud, siger indsatsleder Charlotte Egebak.
- Lige nu er vi i gang med overfladen, men når vi får gravet i det, så kan det blusse op igen, så derfor har vi kaldt Beredskabsstyrelsen herud for at hjælpe med efterslukningen.
Indsatslederen forventer, at slukningsarbejdet kommer til at tage i hvert fald tre-fire timer endnu.
- Det er svært at sige, hvor lang tid, for det kommer an på, hvordan det går, når vi får åbnet op for det. Men der kommer til at gå mange timer herude, siger hun.
Herunder kan du se video fra branden: