Statsministerbesøg på Vrå Højskole: - På en skala fra 1-10 er det nok 10 stort
Foto: Tv2nord.dk
På Vrå Højskole er de allerede begyndt at forberede sig på det fine besøg 5. juni.
Normalt plejer grundlovsdag 5. juni at byde på grundlovsmøde på Vrå Højskole.
Det kommer den også til i år. Men denne gang bliver det alligevel ikke helt, som det plejer.
En helt særlig gæst har nemlig meldt sin ankomst. Statsministeren.
- Det er så stort. Vi jubler virkelig meget i lille Vrå. Det er en kæmpe anerkendelse af højskolen som institution, siger Søren Ottzen, der er forhenværende viceforstander på Vrå Højskole.
Nye regler sætter rammerne
Ifølge de nyeste coronarestriktioner må der samles op til 500 personer til kulturelle arrangementer.
Højskolen har derfor arbejdet målrettet på at skabe de mest coronavenlige rammer for grundlovsmødet.
- Mødet vil blive afholdt ude i haven. Vi har bestilt toiletvogne, så folk ikke går ind på højskolen, og så vil alle publikums stole blive placeret med god afstand til hinanden - også til talerstolen, fortæller Søren Ottzen.
Udover statsminister, Mette Frederiksen vil borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt også vil være til stede 5. juni, hvor han vil byde velkommen. Desuden vil Søren Smalbro (V), Christian Friis Bach (RV) og fødevareminister Rasmus Prehn også deltage.
Den forhenværende viceforstander tror, at de mange kendte navne vil kunne ses på antallet af deltagere.
- Vi har været nødt til at leje ekstra stole, vi tror, der kommer rigtig mange gæster.