Statsminister vender tilbage til Hirtshals og åbner Naturmødet
- Vi kan næsten ikke få armene ned, lyder det fra arrangørerne bag Naturmødet.
Det er en kæmpe fjer i hatten, når statminister Mette Frederiksen igen i år vælger at åbne Naturmødet i Hirtshals.
- Det har kæmpe stor betydning for os, og det er en blåstempling af, at vi er et nationalt folkemøde, som manifesterer, at det er her, man ønsker at være til stede og ikke vil gå glip af, siger Leif Lund Jakobsen, der er Naturmødets chef i Hjørring Kommune.
Statsministeren har netop takket ja til at det for andet år i træk er hende, der står for åbningstalen på Naturmødets store scene, Thunderome. Derudover vil hun i lighed med sidste år besøge flere forskellige stande på Naturmødet.
Også miljøminister Magnus Heunicke gæster Hirtshals, og han åbner ungdomsscenen Roots sammen værterne Tobias Sandfeld og Lene Bech Sanderhoff. Miljøministeren er tilstede under hele Naturmødet og deltager i mange forskellige debatter og aktiviteter.
Naturmødet i Hirtshals bliver igen i år trækplaster for en stribe fremtrædende politikere, når der traditionen tro er naturpolitiske topmøde. Blandt paneldeltagerne er Morten Messerschmidt (DF), Pia Olsen Dyhr (SF), Pelle Dragsted (EL), Martin Lidegaard (RV), Torsten Gejl (AL), Mona Juul (K), Alex Vanopslagh (LA), miljøminister Magnus Heunicke (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Naturpolitisk topmøde finder sted fredag den 24. maj fra kl.17.00-18.30 på Naturmødets store scene, Thunderdome.
Naturmødet åbner torsdag 23. maj og fortsætter frem med lørdag med fem forskellige scener, hvor såvel børn og voksne kan blive klogere på natur, ligesom der er et hav af muligheder for at deltage i debatter og høre foredrag og oplæg. Det fremgår af programmet for Naturmødet.