Standset efter 48 kilometer politijagt: Flygtede med 200 i timen
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Den 28-årige mand er også tiltalt for at have kørt i narkopåvirket tilstand.
Flugtbilen fik så mange tæsk, at der til sidst stod røg og gnister ud af den – og anklageskriftet er i øvrigt seks sider langt, når en 28-årig mand efter planen tager plads på anklagebænken i Retten i Hjørring mandag.
Det er nemlig blevet regnskabets time i en helt usædvanlig sag om flugt fra politiet. En flugt, der foregik over 48 kilometer gennem flere småbyer i Vendsyssel og med hastigheder på op mod 200 kilometer i timen, før en koordineret politiindsats med sømmåtter stoppede den livsfarlige flugt.
Rutinetjek udløste flugt
Den dramatiske flugt fandt sted natten til 16. april 2021. En politipatrulje spottede manden i en stor mørk bil ved Søndre Ringvej og Skolegade i Sæby og ville tjekke ham, men ifølge politiets anklager reagerede manden ved at tage flugten.
Flugten foregik ud af Sæby i retning mod Syvsten, Dybvad, Flauenskjold og Hjallerup.
Den 28-årige mand er tiltalt for flere gange undervejs at have overtrådt sin ubetingede vigepligt under flugten og for at have kørt over for rødt lys.
Ifølge anklagerne var hastighederne allerede på Aalborgvej på vej ud af Sæby oppe at ringe på 132 kilometer i timen, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen, men det blev ifølge politiets målinger langt værre end det.
FORMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift. Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt.
Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Ved retsmødet vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Sømmet i bund ved Dybvad
Politiet mener, at manden eksempelvis kørte med omkring 170 i timen ude omkring motorvejstilkørslen vest for Sæby, hvor fartgrænsen siger 80.
Gennem landsbyen Syvsten sagde politiets målinger over 112 kilometer i timen, hvor fartgrænsen er 50, men sømmet blev for alvor trådt i bund på Aalborgvej mellem Dybvad og Flauenskjold, hvor speedometernålen ifølge politiets anklager var meget tæt på 200 kilometer i timen, hvor man må køre 80.
Den vilde flugt fortsatte i omkring 20 minutter og foregik så voldsomt, at det ifølge anklageskriftet til sidst stod ud af bilen med røg og gnister.
Flugten udløste en større koordineret politiaktion og omkring landsbyen Ravnstrup vest for Hjallerup fik politiet skovlen under bilisten og standsede bilen ved hjælp af sømmåtter, som punkterede alle dæk.
Høj og skæv
Den 28-årige mand er tiltalt for at have kørt i narkopåvirket tilstand. Det fremgår af anklageskriftet, at der efterfølgende blev målt amfetamin og hash i blodet på ham. Ved anholdelsen fandt politiet ham også i besiddelse af mindre mængder af de to stoffer, hvilket han også er tiltalt for.
Og endelig er der bilen: Det var ikke hans egen, så tyveri af bil er også en del af det omfattende anklageskrift.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan den 28-årige mand forholder sig til anklagerne.