Sliksulten tyv stjal for 15.000 kroner slik
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Over fem dage har en 26-årig mand stjålet slik i store mængder.
Manden er i forvejen kendt af politiet for lignende kriminalitet.
En 26-årig mand fra Sindal har åbenbart været noget sliksulten, da han fra den 5. til den 8. oktober har stjålet slik for omkring 15.000 kroner.
Sliktyverierne blev begået i den selvbetjente slikbutik, Guffen, der ligger i Danmarksgade i Frederikshavn.
- Den 17. oktober får vi så endnu en anmeldelse om tyveri, hvor der bliver stjålet for cirka 3000 kroner. I forbindelse med efterforskningen af sagen bliver vi ført til den 26-årige mand i Sindal, fortæller politikommissær Peter Skovbak.
Det viser sig, at den 26-årige mand i forvejen er kendt af politiet for lignende kriminalitet.
- Han har en lang række andre sager hos politiet det seneste år, der venter på at blive afgjort. Nærmere bestemt 29 sager, hvor hovedparten er butikstyveri, oplyser Peter Skovbak.
- Det kunne ikke blive ved med at finde sted. Så derfor bad vi retten om at fængsle efter regler om gentagelse. Vi ser et billede her af en adfærd, som ikke ser ud til at stoppe, lyder det fra politikommissæren.
Den 26-årige mand blev fremstillet for en dommer fredag formiddag og blev varetægtsfængslet i fire uger.