Renoveret for 25 millioner: Skal igen bruge millionbeløb
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Løkken læmole blev i 2016 renoveret for 25 millioner kroner. Men nu er molen i så dårlig stand, at den igen skal renoveres for millioner.
Materialer, der river sig løs, og forkerte beslag.
Det er bare nogle af de problemer, som Løkken Læmole er løbet ind i, efter den blev åbnet efter en større renovering i 2016.
Nu skal molen renoveres igen.
- Det ser jo virkelig ikke særlig pænt ud, og især ikke nu, hvor vi går ind i turistsæsonen, fortæller Søren Homann (K), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune.
For de føromtalte beslag har lavet skader på molen, slår en tilstandsrapport fast.
Og beslagene har været baggrunden for en årelang tvist mellem Hjørring Kommune og Orbicon, som havde ansvaret for dimensionering af beslagene.
En tvist som endte med, at Hjørring Kommune i 2016 blev tilkendt 575.000 i erstatning.
- Jeg synes da, det er brandærgerligt, at vi får udført et stykke arbejde, og at det så ikke er godt nok. Nu har det været gennem rettens instanser, og der er blevet indgået et forlig. Vi kan ikke tvære mere i det nu - nu skal vi handle på det, siger Søren Homann.
- Vi kan ikke gøre andet
Det er meningen at molen skal være færdigrenoveret i 2023.
Udbedring af fejlene skulle gerne forlænge levetiden for molen. Samlet løber reparationerne op i 2,2 millioner kroner, som Hjørring Byråd nu skal tage stilling til.
- Det er brandærgerligt, at vi skal putte flere kommunale penge i det her, men vi kan ikke gøre så meget andet. Vi kan jo ikke bare lade det stå, som det er.
Men én ting er helt sikkert, fastslår Søren Homann:
- Der skal findes en anden leverandør til den fremtidige renovering.
Finansieringen til renoveringen af læmolen skal blandt andet hentes fra anlægsprojektet om Indfaldsvej til Hirtshals Havn. Det projekt bliver nemlig hele 3,5 millioner billigere end først antaget.