Rema-røver stak af og smadrede bil - så klappede fælden
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Tirsdag aften begik en ung mand ifølge politiets oplysninger røveri mod Rema i Sindal. Tre timer senere blev han anholdt. Foto: Per Frank Paulsen
En ung mand bevæbnet med kniv truede tirsdag aften personalet i Rema i Sindal. Blot tre timer senere blev han anholdt, da han smadrede en bil.
Man kan ikke ligefrem sige at en ung formodet røver valgte at gå på listesko, efter han tirsdag ved 21.30-tiden truede butikspersonalet i Rema 1000 i Sindal med kniv.
For blot tre timer senere smadrede han en bil i nærheden.
Det fik alarmklokkerne til igen at ringe hos politiet, der denne gang blot skulle lige rundt om hjørnet for at kunne anholde den unge mand.
- Vi havde fået et godt signalment af manden fra røveriet i Rema, og det viste sig at være den samme mand, som havde smadret en bilrude og punkteret dæk på en bil, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, René Kortegaard.
Den 16-årige mand blev anholdt og sigtet for røveri og hærværk i Sindal.
Han fik intet udbytte i forbindelse med røveriet mod Rema 1000.
Den unge mand, der ikke tidligere er kendt af politiet, er onsdag løsladt.