Regn væltede ind på festivalscene: Store navne måtte ind i for lille telt
Store navne som Birthe Kjær og Danser med Piger måtte onsdag aften flyttes fra den store scene til en lille teltscene på grund af kraftig blæst og regn.
Normalt sætter blæst og regn ikke de store begrænsninger for borgerne i Hirtshals, men det gjorde det onsdag aften.
Byens gratis musikfestival Musik Under Trappen måtte nemlig i gang med et lynhurtigt sceneskift, da en kombination af blæst og regn onsdag eftermiddag og aften gjorde festivalens store scene for våd til, at det var forsvarligt at lade kunstnere optræde på festivalens store udendørsscene.
Det var ellers planen at store navne som Danser Med Piger og Birthe Kjær skulle have spillet udendørs onsdag aften på den store scene, men i stedet måtte rykke ind i festivalens teltscene i ly for regn og blæst.
- Der var ikke den store dramatik i det. Den scene, vi havde lejet ind, har ikke problemer med dårligt vejr, men en kombination af regn og blæst, så blæser det ind på scenen og alt bliver vådt, og så er det ikke holdbart at afholde koncerter på scenen, siger Rasmus Jespersen, der er formand for Musik Under Trappen.
Flere måtte gå forgæves
Beslutningen om at flytte koncerterne fra den store scene til den noget mindre teltscene blev først taget onsdag eftermiddag, og derfor måtte alle hjælpe til med at få gjort klar til Birthe Kjærs ti-mand store orkester skulle ind på den på den lille scene, hvor de andre bands, før Birthe Kjærs, lige kunne klemme fem bandmedlemmer ind på scenen.
Publikum skulle også pludselig kæmpe om pladsen, der var noget mere trang i teltet end udenfor på kajen i Hirtshals, hvor en store scene var placeret, men en lokal vognmand hjalp til med to lastbiltrailere, så folk også kunne stå i læ uden for teltet. Alligevel var der ikke plads til alle, og flere måtte gå forgæves.
- Trods alt det her vågnede jeg op som formand for musikforeningen torsdag morgen med et smil på læberne, for jeg synes, vi fik det maksimale ud af situationen. Vi var selvfølgelig ærgerlige, men også stolte, glade og tilfredse og synes, at vi igen havde lavet noget, som vi kunne være stolte af. At se den glæde ved alle de folk der var der – folk hyggede sig, så det slet ikke kan beskrives, siger Rasmus Jespersen.
Dårligere omsætning
Selvom Rasmus Jespersen er stolt af, hvordan de fik afviklet festivalen onsdag aften, så er der alligevel nogle skår i glæden for formanden, for flytningen betød også, at færre gæster kunne samles til musikken.
- Omsætningen havde set anderledes ud, hvis vi havde afviklet det udenfor, så det er ikke samme omsætning, når det bliver afviklet sådan her. Alternativt var at aflyse det helt, så det var det maksimale vi fik ud af det. Vi er fortrøstningsfulde, og der er ingen panik, siger Rasmus Jespersen og fortsætter:
- Vi er en musikforening, som gør det for at skabe kultur for alle i kommunen og de turister, der kommer her – det er vores kerneværdi. Nogle festivaler gør det for overskud, men vi gør det for kulturen, siger formanden for Musik Under Trappen.
Nu fortsætter festivalen både torsdag og fredag. Alt i mens håber arrangørerne på bedre vejr, men selv hvis det ikke bliver det, så slår det dem ikke ud.