Kort Nyt

Redningsaktion: Fransk turist sad fast i slam

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Giv plads til udrykningskøretøjerne, lød meldingen fra Nordjyllands Beredskab lørdag morgen på X.

Redningsfolkene måtte nemlig ved 8:30-tiden haste af sted mod et naturområde nær Hirtshals.  

Først lød meldingen lød på, at en person sad fast i noget kviksand. Virkeligheden viste sig dog at være en anden, da beredskabet kom derop.

Det stod hurtigt klart, at det var noget slam, som en fransk turist var sunket ned i. Hans ene ben var tildækket helt op til midten af låret.

Det oplyser indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Dennis Møller Hovn til TV2 Nord.

Da redningsfolkene var fremme på stedet, sikrede de sig, at de ikke selv ville synke ned i slammet. Derefter fik de lagt en plade ind under den uheldige turist, så han ikke sank længere ned. Herefter kunne gravearbejdet med de bare næver begynde.

- Der blev gravet på livet løs, og stille og roligt fik vi ham op. Ulempen ved slammet var, at det generede et enormt vakuum, så vi kunne ikke bare rykke ham op, fortæller indsatslederen.

Den fastklemte var af sted med fire andre franskmænd. En af dem talte engelsk og agerede tolk, så redningsfolkene kunne få information om, hvor de skulle grave. 

Den franske turist, som er i 20'erne, er uskadt efter hændelsen. 

I området er der opsat skilte, der advarer folk imod faren for at synke. 

Beredskabet kontaktede havnevagten på Hirtshals Havn, inden de tog fra stedet. Folk fra havnevagten vil nu tage ud at se, om skiltene står optimalt.

Kommer med opråb til blister: Isglatte veje flere steder i Nordjylland

Lørdag formiddag beretter Vejdirektoratet om pletvis isglatte veje flere steder i Nordjylland.

Det er særligt Hjørring-, Frederikshavn- , Thisted-, Aalborg- og Mariagerfjord Kommune, som der er tale om.

Vintervejret fortsætter også ind i weekenden, hvor der forventes byger, og hvor der fortsat vil være koldt, med temperaturer omkring eller under frysepunktet. Det betyder risiko for sne- og isglatte veje i hele landet.

'Vær derfor opmærksom, hvis du skal ud at køre, og orientér dig om vejret og trafiksituationen på forhånd og kør efter forholdene,' opfordrer Vejdirektoratet.

Husk det nu: Motorvejstilkørsel spærres i weekenden

I en del af denne weekend er det ikke muligt at benytte Kridtsvinget både til og fra motorvej E45.

Årsagen er, at stibroen over Kridtsvinget tæt på Limfjordstunnelen skal fjernes.

Det fortæller Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Nedrivningen af stibroen foregår i dagtimerne lørdag 23. november, men arbejdet betyder, at til- og frakørsel 23 Aalborg N på E45 lukker fra omkring klokken 6 lørdag morgen. Arbejdet forventes færdigt søndag morgen klokken 6, hvor til- og frakørslen igen åbner.

Anderledes biljagt: Kvinde jagtet gennem byen af taxa

Klokken 0.52 natten til lørdag forgik der en anderledes biljagt i Aalborgs gader.

Her jagtede en taxa nemlig en 40-årig kvinde, efter kvinden havde kørt op bag i taxaen på Vesterbo og efterfølgende var stukket af.

- Taxaen følger efter hende til de ender i Egholmsgade, der er en lukket vej. Her kan han så holde hende, mens han ringer til os, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

Da politiet ankommer, kan de se, at kvinden er fuld. Hun nægter desuden at give sit navn og fødselsdato til politiet.

- Hun blev anholdt og har sovet rusen ud på politigården, men hun er løsladt nu, forklarer vagtchefen.

Kvinden er sigtet for spirituskørsel, for at nægte at udgive oplysninger, som man har pligt til at oplyse til politiet, og for at stikke af fra ulykken.

Center ikke på finansloven - risikerer at lukke

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

Mette Frederiksen modtager kongelig orden

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag modtaget en orden fra Kongehuset. Det skriver nordjyden på Instagram.

- Jeg er derfor nu udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen. Det er første gang, en socialdemokratisk statsminister modtager en orden, skriver Mette Frederiksen i sit opslag.