Rasmus' postkasse blev sprængt i stykker: - Der var ild op ad huset
Både i Aabybro, Manna og Tårs skriver indbyggere om sprængte postkasser og knuste vinduer som følge af affyret fyrværkeri.
Klokken 03:00 natten til onsdag lå Rasmus Rosengren i sin seng og sov. Pludselig blev han vækket af et højt brag. Han troede først, det var hans radiator, der faldt ned, men det skulle vise sig at være postkassen, der var sprængt i stykker.
- Da jeg kommer ud foran huset, er delene fra postkassen spredt ud over det hele - noget ligger ved kældervinduet, andet ligger flere meter væk på den anden side af gaden, siger Rasmus Rosengren.
Og det var ikke kun en sprængt postkasse, der mødte ham.
- Reklamerne, der var i postkassen, er i lys lue meget tæt op ad huset. Så i mit nattøj får jeg stykkerne væk fra huset og trampet på det.
Ulovligt fyrværkeri
Rasmus Rosengren er lykkelig over, at han var hjemme, da det skete, for med reklamer i flammer kunne det have fået mere alvorlige konsekvenser end en sprængt postkasse.
- Det er fuldstændig sindssygt, at man ikke tænker på bilen, der holdt lige ved siden af, og dem, der der lå og sov i kælderen og ved naboen, for ruderne kan jo splintre. Og jeg er ikke den første i byen, der oplever det, siger Rasmus Rosengren.
Han er især lettet over, at delene, som lå lige ved kældervinduerne, ikke gik igennem ruderne og ind i kælderen, hvor hans døtre sov.
Selv er han overbevist om, at der er tale om ulovligt fyrværkeri, når det kan forårsage skader af den størrelse.
I år melder Toldstyrelsen om rekordmeget beslaglagt ulovligt fyrværkeri, men hos Nordjyllands Politi har de indtil videre i december haft færre sager end sidste år.
- Vi har haft seks sager med ulovligt fyrværkeri i december i år fordelt over Nordjylland. Sidste år havde vi 24, men december er jo heller ikke slut endnu, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Kenneth Ginnerup.
Politiet har sammen med Nordjyllands Beredskab i hele december lavet forebyggende kontroller hos fyrværkerisælgere. Det er både ulovligt at sælge og være i besiddelse af det ikke godkendte-fyrværkeri.
- Det giver som udgangspunkt en bødestraf. Hvis man sprænger en postkasse i stykker giver det også bødestraf for hærværk. Ved større mængder eller personfare kan det ryge over i straffeloven, siger Kenneth Ginnerup.
Kan koste en arm
For Rasmus Rosengren er det dog af mindre betydning, at hans postkasse er ødelagt. Han bekymrer sig mere for byen, og at det en dag går galt for dem, der affyrer krudtet.
- Det er så kraftigt, at det kan tage en hel arm, hvis det går galt. Det er det, der bekymrer mig mest.
Han har ikke meldt episoden til politiet, men det kan blive konsekvensen, hvis de skyldige ikke selv kigger forbi til en snak, som Rasmus har opfordret til på Facebook.