Promenade i populær badeby: Michael frygter trafikkaos
Foto: af Ib William Christensen
Michael Grydbæk Eriksen fra Tversted er modstander af planer om lave Tannisbugtvej om til en promenade
Der er gang i byfornyelse flere steder i Tversted. Men ét sted siger lokale nej tak.
Tannisbugtvej skal ikke laves om til promenade, hvor vejbanen bliver to meter smallere. Det mener lokale i Tversted.
– Det her, det dur bare ikke, siger Michael Grydbæk Eriksen.
Han er gået sammen med andre indbyggere i Tversted om at protestere mod tiltaget, der ifølge modstanderne vil gøre mere skade end gavn.
Alle bruger samme vej
– Det går ikke. Alle der cykler, alle i bil, alle der går skal ned ad Tannisbugtvej for at komme til stranden, og de skal tilbage igen samme vej, lyder det fra Leo Hansen, der bor klos op af Tannisbugtvej og frygter, at trafikken vil sande til og skabe lange køer om sommeren.
- Men betyder det så meget, at vejen blive seks meter bred i stedet for otte meter?, spørger udvalgsformand for Miljø- og Teknikudvalget i Hjørring Kommune, Søren Homann (K). Svaret kommer prompte fra Leo Hansen:
- Ja det kan jeg love dig!
Og han bliver bakket op af en anden lokal indbygger.
– Jeg vil ikke sige det er hul i hovedet, men det er ærgerligt at bruge så mange penge på noget, der ikke kommer til at fungere, siger Allan Pedersen, der til daglig arbejder som pedel på Hotel Tannishus og også frygter, hvad konsekvenserne kan blive for hans arbejdsplads, der både skal tænke på gæsterne og på levering af varer fra lastbiler.
Seks meter er nok
I Hjørring Kommune er de dog ikke bekymret over en smallere Tannisbugtvej.
- Der er ikke noget nyt i, at vi har en vejbane, som kommer til at være seks meter bred. Det har vi også andre steder i Hjørring Kommune. Det har vi i Lønstrup og Løkken, og det er ikke sådan, at vi oplever et decideret kaos, hvor det hele går i stå, siger Søren Homann. Og han tilføjer, at han faktisk tror, at tiltaget vil skabe en mere rolig tilgang til stranden i Tversted.
Her kan du se indslaget:
Samler underskrifter ind
Modstanderne af at gøre Tannisbugtvej smallere har ikke tænkt sig at give op, selv om projektet allerede er vedtaget i Miljø- og Teknikudvalget i Hjørring Kommune. De samler underskrifter ind mod beslutningen og føler selv de har god opbakning.
- Alene de sidste dage er der op mod 200, der er blevet medlem af vores Facebook-gruppe, siger Michael Grydbæk Eriksen, der griner af, at kommunen kalder projektet udvikling.
- I 2005 gjorde de vejen bredere, og det kaldte de også byudvikling. Nu skal den gøres smallere, hvordan kan det så også være udvikling?, spørger han retorisk.