Politibil kolliderede med varevogn på vej til voldsepisode
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En af de politipatruljer, der rykkede ud til voldsepisoden, kolliderede i Stenum med en varevogn.
Én person er udsat for vold og kørt til behandling på hospitalet i Hjørring - én er anholdt.
Torsdag middag kolliderede en politibil med en civilbil, da politiet rykkede massivt ud til et gerningssted i Stenum.
Politiet var på vej ud til en voldsepisode mellem to personer i et villakvarter på Løkkenvej, hvor en gerningsmand har udøvet vold mod en forurettet. Det oplyser vagtchef Thomas Ottesen fra Nordjyllands Politi.
Gerningsmanden er anholdt og den forurettede på sygehuset i Hjørring, hvor personen bliver behandlet for skader, som ikke er kritiske.
Politiet er stadig til stede på Løkkenvej, hvor de tekniske detaljer for voldsepisoden kortlægges.
Sammenstød under udrykning
På vejen til gerningsstedet skete der en kollision mellem en politibil og en varevogn. Her kom ingen til skade.
- Under udrykningen sker så et færdselsuheld, hvor en af politibilerne er så uheldige, at der sker et sammenstød med en civilbil, siger Thomas Ottesen
Varebilen kørte ad løkkenvej skulle formentlig foretage et venstresving, da patruljebilen kom kørende for fuld udrykning, og der skete et sammenstød.
- Det resulterede heldigvis kun i materielle skader, slutter Thomas Ottesen.