Plørefuld nordmand kører i grøften
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
Alkometeret bonnede så højt ud, at der er med stor sandsynlighed er tale om vanvidskørsel.
Mandag aften fik Nordjyllands Politi en anmeldelse om et solouheld på Hjørringvej ved Sindal. Her var en 46-årig norsk mand kørt af vejen og direkte i grøften.
Da polilitets patrulje nåede frem, var føreren steget ud af bilen, og politiet fik hurtigt en mistanke om, at der var tale om spirituskørsel. Derfor fik manden til opgave at blæse i et alkometer.
- Udåndingsprøven, som er vejledende, lå på næsten 3,0, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Thomas Ottesen, inden han fortæller, at politiet venter svar på blodprøven, der skal klarlægge den præcise promille.
Hvis promillen er over to, kategoriseres det som vanvidsbilisme. Selvom bilen var at finde i grøften, var føreren af den norske Volvo ikke kommet til skade.
- Alt tyder på, at han kørte af vejen i lav fart, og han er heldigvis uskadt, siger vagtchefen.
Bilen står til at ryge
Nordmanden er netop nu til afrusning på politigården i Aalborg. I løbet af formiddagen skal han afhøres, så politiet kan klarlægge de nærmere omstændigheder - heriblandt hvad han har drukket, hvor meget, og hvor han har drukket.
Promillen indikerer dog, at bilisten meget vel kan have sorte huller på hukommelsen.
Virkningen af alkohol
Virkningen af alkohol ændrer sig, jo mere alkohol du får i blodet, og der er store individuelle forskelle. Som tommelfingerregel gælder:
0,2-0,5 promille:
Du føler sig let påvirket
Mellem 0,5 og 0,7 promille:
Angstdæmpende. Du bliver mere ukritisk og risikovillig, og hvis du var i godt humør i forvejen, bliver du mere løftet. Hvis du var nedtrykt, før du begyndte at drikke, kan du blive yderligere nedtryk.
0,8-1,4 promille:
Betydeligt tab af hæmninger, træthed og sløvhed. Nedsat evne til at bedømme. Begyndende kvalme. Du får dårligere balance, og begynder at snøvle. Giftvirkningen påvirker hjernen
1,5-2,9 promille:
Svære problemer med at styre balance og bevægelser. Kan komme i hypnotisk tilstand. Nedsat hukommelse, generel bedøvelse og begyndende risiko for bevidstløshed
3,0-3,9 promille:
Tiltagende bedøvelse, bevidstløshed, koma
≥4,0 promille:
Dødelig dosis. Risikoen for at dø er 50 %
Bilisten kan forvente at få konfiskeret sit køretøj.