Plejehjemsansatte med ondt i maven: Frygter det bliver endnu værre
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord
Trods over 15 millioner blev tilført sidste år, frygter man budgettet på ældreområdet overstiges med 24 millioner.
- Vi oplever, at vores medlemmer er pressede og løber hurtigt.
Sådan siger Lene Berendt, der er afdelingsnæstformand i FOA Vendsyssel i kølvandet på den økonomiske opbremsning, Hjørring Kommune har lavet på ældreområdet.
- Der bliver ikke kaldt afløsere ind ved sygdom, og så må personalet i stedet løse færre opgaver, men vi mener, at det er en ledelsesmæssig og politisk opgave at prioritere, hvilke opgaver der ikke skal løses, siger Lene Berendt.
Hjørring Kommune har i den seneste tid været nødt til at kalde færre vikarer ind i ved sygdom blandt personalet på kommunens ældrecentre.
Ellers ville økonomien løbe løbsk.
- Sidste år tilførte vi 15,5 millioner til ældreområdet, men vi kunne se efter første kvartal i år, at økonomien for ældrecentrene i kommunen ville overstige budgettet med 24 millioner kroner, hvis ikke vi gjorde noget, siger Claus Mørkbak Højrup (V), der er formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune.
Er man ikke nødt til at lave en økonomisk opbremsning, når man har et overforbrug på ældreområdet?
- Selvfølgelig skal man altid kigge på økonomien, men det skal ikke gå ud over personalet og arbejdsmiljøet, siger Lene Berendt.
Kan man undgå det?
- Det ved jeg ikke. Jeg er ikke politiker i kommunen, så de må tage ansvar for det, de beslutter, og jeg synes, at man skal tænke på medarbejdernes ve og vel.
Se hele indslaget herunder:
'En balancegang'
Claus Mørkbak Højrup kan godt forstå, hvis ansatte føler sig pressede over at skulle løbe stærkere, fordi der ikke i samme grad som tidligere kan kaldes folk ind ved sygdom.
Politisk prøver man, ifølge udvalgsformanden, at finde penge til at tilføre ressourcer til vagtplanlægningsområdet, så man kan lave en mere effektiv vagtplanlægning.
- Hvis man presser folk for meget, kan man presse sygefraværet op, så der er helt klart en balancegang, der skal tages højde for, siger Claus Mørkbak Højrup, men fastslår:
- Der er et budget for ældreområdet, og det skal holdes.
Ifølge FOA kan den økonomiske opbremsning blandt andet få den konsekvens, at ældre kommer til at ligge længere tid i sengen, fordi der ikke er personale nok til at løse opgaverne så hurtigt som normalt.
FOA Vendsyssel mener ikke, at det er rimeligt, at de ansatte på ældrecentrene skal føle sig utilstrækkelige.
- Det skal aldrig være et vilkår, at man går på arbejde og har ondt i maven, og det er det, vi hører, at vores medlemmer har. Det er et vilkår, vi aldrig kommer til at acceptere, siger Lene Berendt, som har en klar appel til kommunens politikere:
- De skal stoppe opbremsningen, så de ansatte får ordentlige vilkår.