Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Peter har taget barsel: - Forhåbentligt bliver det mere acceptabelt, at mænd tager barsel

Foto: Malthe Birger Jensen, TV2 Nord

Familien Hoffmann Pfeiffer fra Sindal.

11 ugers øremærket barsel til mænd. Sådan lyder det nye forslag, som politikerne på Christiansborg snart skal behandle. Familien Hoffmann Pfeiffer har inden for det seneste halvandet år fået to børn - og for dem har det været naturligt, at far tog del i barslen.

Ella Kirsten er lidt mere end et år gammel, mens lillebror Carl Hegert først blev en del af familien Hoffmann Pfeiffer i Sindal for et par uger siden.

Far Peter har, udover de 14 dage med øremærket barsel efter sønnens fødsel, valgt at tage to ugers ekstra barsel. 

- Det giver mig en mulighed for at få en rigtig god forbindelse til mine børn og få et rigtig godt bånd med dem fra starten, forklarer Peter Hoffmann Pfeiffer til TV2 Nord.

Politikere skal nu se på forslag

Kun de færreste fædre gør som Peter, men nu skal politikerne kigge på et forslag fra fagbevægelsen og arbejdsgiverne om 11 ugers øremærket barsel til fædre. 

Mens partierne på Christiansborg  er positivt indstillede over for fagbevægelsens og arbejdsgivernes foreslåede model, splitter det imidlertid stadig partierne, hvor meget af barslen der skal øremærkes henholdsvis mor og far. Forslaget bliver i blå blok mødt med skepsis, skriver TV2.

Opbakning til forslag fra Hoffmanns, men...

Familien Hoffmann i Sindal tager positivt imod forslaget om mere barsel til fædrene, men begge forældre er skeptiske i forhold til øremærkningen af de 11 uger til fædrene.

- Det er en god ordning med 11 uger til faren. Men det er en dårlig løsning, at de frafalder, hvis han ikke kan holde dem, for så bliver barslen samlet kortere, siger Peter Hoffmann Pfeiffer.

- Der er så mange familiekonstelationer i dag. Derfor kan man ikke sætte sig ned og sige at barslen skal være ens for alle, siger Signe Hoffmann Pfeiffer .

Har mødt forståelse

Peter Hoffmann Pfeiffer arbejder som elektriker, og på arbejdspladsen har holdningerne til hans barselvalg været forskellige.

- De nærmeste kan godt forstå det. Andre har sat store spørgsmålstegn ved hvorfor jeg vil være væk så lang tid, siger han.

Kan medføre holdningsændring på sigt

Inden sønnen skal starte i daginstitution er planen, at far igen skal være på barsel, og familien tror på, at den øremærkede barsel på sigt kan betyde en holdningsændring.

-  Hvis der kommer en regel der siger, du skal være hjemme i så og så lang tid, vil det nok ændre noget. Særligt hos de yngre generationer, der vænner sig til de her regler, lyder det fra Peter Hoffmann Pfeiffer.

Det nye forslag indeholder, udover 11 ugers øremærket barsel til fædre, det samme antal uger til moderen samt 26 ugers barsel, der frit kan fordeles.

Se historien fortalt som tv-indslag:


Kristinas kat blev kørt ihjel på grusvej: - Næste gang er det et barn

Foto: (Privatfoto)

Familiens børn var der, da katten blev påkørt.

For en uge siden mistede Kristina Petersen sin kat Blåbær gennem tre år, efter den blev påkørt ude på grusvejen foran familiens hus.

Hun var i gang med at pynte op til jul med sine to sønner, da de pludselig så en bil kom susende forbi.

- Jeg tænkte bare; 'Nu er der en igen', forklarer hun.

Men kort tid efter, så hun Blåbær vælte rundt i bedet ved siden af vejen.

- Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og løb ud efter ham, forklarer hun.

Døde ved dyrlægen

Hun fik efterfølgende fat i en dyrlæge og fik ført Blåbær akut afsted.

- Dyrlægen spurgte, om han måtte ligge ham i narkose for at kunne komme til at mærke hans nakke og ryg, og det gav jeg lov til, selvom dyrlægen sagde, at der var en risiko, forklarer Kristina Petersen.

Efter Blåbær blev lagt i narkose, gik der dog ikke.

- Jeg kunne pludselig se, at han ikke trak vejret længere, forklarer Kristina Petersen meget berørt.

Dyrlægen fik undersøgt Blåbær, og han kunne efterfølgende fortælle, at han var blevet påkørt i hovedet og nakken. Derfor overlevede han ikke.

- Dyrlægen spurgte, om jeg ville have ham med hjem, og det sagde jeg ja til. Børnene forventede jo, at han kom hjem, forklarer hun.

Søndag fik Kristina Petersen sammen med sine drenge begravet Blåbær.

- Det var det værste.

- De græd meget, og det gik virkelig op for dem, at han ikke var her mere, siger hun berørt.

Foto: (Privatfoto)

Næste gang er det et barn

Selvom det var første gang, at familien oplevede, at det gik galt, så er det ifølge Kristina Petersen langt fra første gang, at bilerne er kørt for stærkt på grusvejen ved familiens hus.

- Der er så mange, som kører med hovedet under armen, og det er skidefarligt, fortæller hun.

Hele hændelsen fik hende til at dele et opslag på Facebook. Her kommenterer mange, at det er ejerens eget ansvar at holde katten væk fra vejen.

- Men der er altså også børn her, så det kunne være dem. Det gik virkelig op for os, hvor udsat de faktisk er. Næste gang er det et barn, konstaterer hun.

Derfor har Kristina Petersen sat sig for at få sat skilte op på vejen. Det er dog ikke så let.

- Jeg har snakket med kommunen og politiet, som sagde, at grundejerforeningen skulle sende en anmodning. Vi har dog fundet ud af, at vi ikke har en grundejerforening, så det skal vi da have nu, påpeger hun.

Hun håber, at familiens tragiske hændelse kan få bilisterne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de kører for stærkt på grusvejen, også selvom der ikke er skilte endnu.


Optog- og markeder: Her bliver der julet hele december

Foto: ThistedBy

Det starter 1. december i Thisted, hvor spejderkorpset, FDF-orkestret og Sparekassen Thy marcherer igennem Thisted by.

Julelys, nissehuer, nissemænd- og selvfølgelig julemandens postkasse.

Det hele vender tilbage til Thisted, der også byder den verdensberømte gæst velkommen.

- Julemanden ankommer til havnen og fører an i optoget til Store Torv, hvor det store juletræ vil blive tændt, siger ThistedBy i en pressemeddelelse.

Foto: ThistedBy

Hele måneden kommer der da også til at være fyldt med arrangementer, der skal hjælpe alle i stemning op til afrundingen den 23. december.

- Det er Mads og Morten, der afslutter julens aktiviteter med masser af kendte juletoner i selskab med julemanden selv, lyder det.

Det velkendte Lucia-optog sker den 13. december med deltagelse fra Nodvestjysk Pigekor.

Foto: ThistedBy

Beskylder lokale folketingsmedlemmer for at svigte byen

Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST og Karsten Mortensen, TV MIDTVEST.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy.

Jane Kruse fra Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at lokale politikere ikke har sørget for fortsat støtte til centret.

Forstanderen for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Jane Kruse, retter nu en hård kritik mod to lokale folketingsmedlemmer.

Centret i det sydlige Thy er truet af lukning, fordi det fra næste år mister sin støtte på finansloven, og i den forbindelse udtrykker Kruse skuffelse over, at Simon Kollerup (S) og Torsten Schack Pedersen (V), der begge er valgt i Thistedkredsen, ikke har sikret fortsat støtte.

 - Vi synes selv, at vi har haft en tæt kontakt til alle partier, men selvfølgelig specielt til Simon Kollerup og Torsten Schack Pedersen, der er valgt i vores område. Dem har vi haft meget kontakt med og bedt dem om at bringe os på finansloven. Det har de ikke gjort.

- Hvordan tænker du om det?

- Det synes jeg er et stort svigt af det arbejde, der skal ske i Thy, siger Jane Kruse.

Folkecentret, der arbejder for at udvikle grønne energiløsninger, har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner om året via finansloven. 

Men på den finanslov for næste år, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF og Radikale er støtten forsvundet, og folkecentrets 12 ansatte er nu blevet opsagt fra årsskiftet.

Svar fra Simon Kollerup

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Simon Kollerup har sendt os dette svar til Jane Kruses kritik:

"I dag glæder jeg mig over de penge, der er lykkedes at få til vores område, så Næssundfærgen får medvind mellem Thy og Mors, så Hurup i Sydthy får udviklingshjælp som blomstrende by, og så vi får annulleret besparelserne i Nationalpark Thy. Men jeg lytter naturligvis også til frustrationen fra folkecenteret, som ikke er lykkedes med at komme på finansloven denne gang. Nu må den kommende tid vise, om der er grønne puljer på finansloven, der kan være dem til hjælp. Det er ikke undersøgt endnu".

Lang ønskeseddel

Og nu står Jane Kruse tilbage med et stort ubesvaret spørgsmål: hvorfor?

- Vi har ingen viden om, hvorfor vi ikke er kommet med på finansloven. Vi står ellers for det, der skal bære os fremad.

- Men du kan vel ikke vide, om de har forsøgt at få jer med i regeringens finanslovsforslag?

- Nej, det kan jeg ikke. Jeg har ikke fået nogle tilbagemeldinger fra de to lokalt valgte politikere, siger Jane Kruse.

Torsten Schack Pedersen siger til TV MIDTVEST, at han tidligere har været med til at sikre penge til folkecentret.

- Det er ikke lykkedes denne gang. Der har været mange gode forslag på bordet fra Thy og Mors, og det er lykkedes at skaffe penge til Næssund-færgen og til udvikling af Sydthy. Så vi har bestemt sørget for ting, der tilgodeser thy- og morsingboerne, men ønskesedlen er længere, end pengene rækker, siger han.

Torsten Schack Pedersen, der er minister for samfundssikkerhed og beredskab, tilføjer, at der ikke er andre partier, der har rejst spørgsmålet om folkecentret under forhandlingerne.

- Men har du taget kampen?

- Vi møder mange ønsker, som vi prøver at fremme. Noget lykkes og andet lykkes ikke, siger han.

Jane Kruse siger, at folkecentret nu vil undersøge mulighederne for at få støtte fra fonde eller andre aktører.


Se billederne: Elefanter æres i enkeltstående juleudstilling

Juleustillingen vil kun være at finde i år.

Tilbage i oktober i år var det slut med elefanter i Aalborg Zoo efter knap 70 år.

Det berørte både de ansatte i haven, men også havens gæster var berørte af det.

- Vi har kun fået positiv responds. Folk har haft medfølelse, været kede af det og haft stor forståelse for det. Der har været stor opbakning, og folk har sendt breve og blomster, forklarer vicedirektør for Aalborg Zoo, Pia Nielsen.

Aflivningen af havens eneste elefanter betød også, at elefantanlægget ville stå tomt, under dette års Jul i Zoo.

- Det, syntes vi alle, ville være ærgerligt. Vi ville gerne hylde vores elefanter, og derfor er der nu lavet en smuk juleskov, hvor julemanden kan holde til, forklarer vicedirektøren.

- Det har haft stor betydning for de ansatte, fordi elefanterne netop har haft så stor betydning for os i alle de år. Derfor fortjente de også en pæn afsked, så den er faldet i god jord, den her udstilling, tilføjer hun.

'Enkeltstående mulighed'

Juleudstillingen er dog kun midlertidig, og derfor går overvejelserne fortsat på, hvad elefanternes areal i stedet skal bruges til.     

- Vi er ikke kommet noget nærmere, men det er klart, at det er noget, som vi kigger ind i. Det ender med at blive noget af en større plan, hvordan vi får inddraget så stort et område i haven, siger Pia Nielsen, der tilføjer.

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

- Så det er en enkeltstående mulighed at møde julemanden derinde, det kommer ikke til at foregå derinde igen, det vil jeg godt garantere.

Derfor håber vicedirektøren også på at se så mange gæster så muligt i elefanthuset.

- Vi håber på at se mange gæster, der har lyst til at komme og se, hvad vi har lavet til ære for vores elefanter, afslutter hun.


Tog en halv million fra Kunsten: Nu er der ny retssag på vej

Det vides endnu ikke, hvornår byretten tager stilling til den nye stævning.

Tilbage i 2021 tiltrak kunstneren Jens Haaning sig en hel del opmærksomhed sammen med Kunsten i Aalborg, efter han var blevet booket til at lave et kunstværk for museet.

Det var dog to tomme billedrammer, som museet blev spist af med og overskriften "Take the money and run" (Tag pengene og løb, red.). I stedet havde Jens Haaning nemlig taget de 532.000 kroner selv.

Det udløste senere en retssag, hvor Kunsten i Aalborg i september sidste år fik medhold i, at Haaning skulle betale næsten en halv million kroner tilbage til museet, efter at museet havde lånt ham pengene.

Striden mellem de to parter endte dog i maj i år, da et forlig blev indgået, efter Den Obelske Familiefond løste den 'gordisk knude', som Kunstens direktør, Lasse Andersson dengang kaldet det.

Ny retssag i vente

Nu vækkes hele sagen dog igen til live i en ny retssag, efter kunstneren Jens Haaning har stævnet billedbureauet Ritzau Scanpix med et krav om betaling af 687.000 kroner plus renter.

Det skriver Ritzau.

Stævningen skyldes, at en fotograf fra bureauet besøgte den omdiskuterede udstilling på Kunsten i Aalborg i efteråret 2021 og tog billeder af de tomme billedrammer, der indgik i værket ifølge Jens Haaning.

Billederne blev efterfølgende solgt til bureauets mediekunder, hvilket er en krænkelse af kunstnerens ophavsret, hævdes det i stævningen.

Ritzau afviser dog selv at have gengivet et beskyttet værk, og det vides endnu ikke, hvornår byretten tager stilling.

Det er blandt andet billedet her, der er skyld i stævningen fra Jens Haaning. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix