Pas på, når du sælger din mobiltelefon
Foto: Mie Leonora Heiberg / TV2 Nord
Arkivfoto.
En mand fra Randers er mandag for Retten i Aalborg, tiltalt for bedrageri.
Mand sætter mobiltelefon til salg på nettet. En anden mand køber den og betaler, men mobilen dukker aldrig op.
Den historie har vi efterhånden hørt tit, efter internethandlen mellem mennesker har taget fart. Men mandag tager Retten i Aalborg hul på en sag, hvor bedrageriet antager en lidt anden form, og hvor det ikke engang er nok at tænke sig godt om og se sig godt for.
Den tiltalte i sagen er en 25-årig mand med bopæl i Randers. Politiet mener, at manden i en række tilfælde har snydt sælgere til at udlevere hovedsageligt mobiltelefoner.
Samme fremgangsmåde i flere sager
Hver gang har metoden været den samme. Manden har fået kontakt med sælger. De har aftalt at mødes fysisk. Det har eksempelvis været på John F. Kennedys Plads i Aalborg, på en parkeringsplads i Frederikshavn og et sted i Hjørring.
Her har manden - ifølge anklageskriftet - vist sælger en kvittering på, at det aftalte beløb er blevet overført til sælger, hvorefter sælger har udleveret varen – og formentlig glædet sig over en god handel.
Glæden har i givet fald dog kun varet, til sælger senere har fundet ud af, at kvitteringen ikke var fem flade ører værd, da pengene var ikke overført.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan manden forholder sig til politiets anklager.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til mandag 5. September og tirsdag 6. september ved Retten i Aalborg. Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.