Pas på: Isglat motorvej i Vendsyssel
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto.
Tirsdag morgen ligger der et glat islag på motorvej E39 mellem Hjørring og Vrå.
Det kan være en rigtig god idé at tage hjemmefra i god tid, hvis du skal køre på E39 mellem Hjørring og Vrå tirsdag morgen.
Flere steder på motorvejen ligger der et islag, der gør vejene glatte, og det resulterer tirsdag morgen i, at trafikken bevæger sig langsomt på motorvejen.
Tidligt tirsdag morgen bevæger bilerne ifølge Vejdirektoratet sig frem med under 50 kilometer i timen i gennemsnit, og TV2 Nord har ved selvsyn mærket og set, hvordan det glatte føre gør trafikken langsom og skaber tæt trafik fra morgenstunden.
Ifølge DMI ligger temperaturen tirsdag morgen under og omkring frysepunktet, så der er ikke noget i vejrudsigterne, der giver indikation af, at de isglatte forhold forsvinder foreløbigt.
Vejdirektoratets direkte trafikinfo viser dog, at problemet lige nu er centreret omkring Hjørring, mens det ligner at trafikken glider i resten af Nordjylland.