Par i deres livs mareridt: Nu er to mænd tiltalt for brutalt hjemmerøveri
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Et par fra Hirtshals gennemgik noget nær det værste mareridt, da de natten til 22. juli 2022 blev udsat for hjemmerøveri, mens de lå og sov i deres hjem.
Nu er to mænd på 32 og 35 år tiltalt for at stå bag det brutale overfald, og de skal møde i retten i Hjørring mandag, hvor sagen efter planen skal starte.
Hjemmerøveriet fandt sted ved 04-tiden om natten, da to mænd ifølge sagens oplysninger trængte ind i parrets hjem ved at bryde et vindue op.
De to mænd var maskerede og havde en hardball-pistol med sig til at true med.
Gerningsmændene trængte ind i soveværelset og forlangte straks 15.000 kroner i kontanter og satte ifølge anklageskriftet handling bag kravet ved at slå manden i hovedet.
Parret havde ikke så mange penge i kontanter, men det fik ikke gerningsmændene til at give op.
Truede med knive
Det fremgår tværtimod, at de skruede endnu mere op for volden og slog manden i hovedet med hardball-pistolen og truede med knive, mens de forlangte, at han i stedet skulle overføre 10.000 kroner via Mobile Pay.
Før gerningsmændene forlod hjemmet tog de også cigaretter og spiritus med sig for knap 3000 kroner.
Politiet blev alarmeret kort efter overfaldet, og efterforskningen førte ret hurtigt betjentene til en adresse i Frederikshavn, hvor i alt fem personer opholdt sig. De blev alle anholdt og senere fremstillet i grundlovsforhør.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Lægger op til hård straf
De to mænd, som nu er tiltalt i sagen, har siddet varetægtsfængslet siden hjemmerøveriet.
Det fremgår ikke, hvordan de forholder sig til de alvorlige anklager.
Når sagen kommer for retten, er der lagt i kakkelovnen til en hård straf for overfaldet.
Sagen er planlagt til at køre som en nævningesag, og det viser, at sagens anklager har tænkt sig at gå efter en straf på mere end fire års ubetinget fængsel, hvis mændene bliver dømt.