Påkørsel blev efterforsket som drabsforsøg - nu er mand anholdt
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
Nordjyllands Politi har fået flere brugbare oplysninger fra offentligheden.
Siden søndag morgen har Nordjyllands Politi været på jagt efter en person, som påkørte en fodgænger i Sindal på Amagergade selvsamme dag klokken 5:30.
Politiet efterforskede påkørslen som et drabsforsøg, fordi de mistænkte, at offeret bevidst blev kørt ned.
Nu oplyser politiet, at de har anholdt en 26-årig mand.
Politiet offentliggjorde både videoovervågning fra gerningsstedet og bad borgere om hjælp, hvis de havde set en mindre personbil, der havde fået knust forruden, eller hvis de kunne identificere den formodede gerningsmand ud fra videoovervågningen.
Efterfølgende har politiet ifølge politikommissær Carsten Straszek modtaget flere brugbare henvendelser.
- Tilsammen førte disse til, at vi hurtigt kunne identificere den mistænkte mand, og efter vi fik etableret kontakt til ham, valgte han at melde sig selv til os i Aalborg, så vi i dag kunne anholde ham, siger politikommissæren og fortsætter:
- Jeg vil gerne sige stor tak til de borgere, der hjalp os videre i sagen.
Skal fremstilles i grundlovsforhør
Hvad der præcis er sket vil Nordjyllands Politi ikke fortælle af hensyn til den verserende efterforskning, men politiet efterforsker den som et forsøg på manddrab.
Den nu anholdte, der er en 26-årig mand, vil i løbet af torsdag blive fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Hjørring.
- Vi har endnu et stort undersøgelsesarbejde foran os. Vores opgave er at få belyst, hvad der har udspillet sig både før, under og efter påkørslen. I første omgang skal vi have afhørt den mistænkte, siger Carsten Strazek.
Politiet mangler desuden at afhøre flere vidner, men ser fortsat gerne, at folk henvender sig på 114, hvis de har brugbare oplysninger i sagen.
Det 34-årige offer var forud for hændelsen involveret i noget tumult på parkeringspladsen foran 'Bodegaen' i Sindal, inden han blev påkørt bagfra.
Ifølge politiet fik offeret meget alvorlige, men dog ikke livstruende skader som følge af påkørslen.