Nyt kulturmekka i Løkken er klar med historisk udstilling
En af landets ældste kunstnersammenslutninger, Apriludstillingen, flytter efter 42 år på Vrå Højskole til det nyåbnede kulturmekka i Løkken.
Stedet hedder Kaosfabrikken, og bag navnet står troubaduren og musikeren, Mikael K. og hans livspartner, Ellen Raunsmed.
- Kaosfabrikken er ligesom en skabelsesproces, så navnet passer perfekt, synes jeg, siger Mikael K. og Ellen Raunsmed tilføjer:
- Man kan i hvert fald sige, at der altid sker noget på Kaosfabrikken.
Det er kunst i alle afskygninger, der er i højsædet på matriklen på Kaosfabrikken i Nørregade i Løkken, hvor der fordelt på 600 kvadratmeter er plads til blandt andet udstillinger, musikstudie, litteratur og forskning.
Anerkendt udstilling i nye rammer
Lige nu er det en udstilling fra kunstnersammenslutningen Apriludstillingen, der for første gang skal finde de rigtige pladser på Kaosfabrikken.
Apriludstillingen er Vrå-Udstillingens lillebror med egen personlighed og vennekreds, og udstillerne, der alle er en central faktor i nordjysk kunstliv, har igennem alle årene haft naturen og mennesket i fokus.
- Det er kæmpestort, at vi nu kan åbne den udstilling her, det er bestemt noget, jeg har drømt om i mange år, siger Ellen Raunsmed.
- Drømmen er, at vi får skabt et kunstnerisk miljø - et miljø for skabende kunstnere som kan komme her på kryds og tværs og skabe, tilføjer Mikael K.
Under vejs nogle år
Missionen er med andre ord at genetablere et kunstnermiljø i Løkken; at stille en Kaosfabrik til rådighed for; musikere, der ønsker at indspille, kunstnere, der ønsker at udstille og forskere, der søger et rum for fordybelse, men som samtidig er åben for alle. Den store ejendom rummer et fuldt udstyret musikstudie, et stort galleri, en scene, overnatningsmuligheder og lille udsøgt vinylpladebutik.
Ideen til projektet har været flere år undervejs. I 2011 etablerede Ellen Raunsmed Nordisk Center for Intuition.
Det blev markeret ved et symposium på Hjørring Kunstmuseum, hvor kunstnere og forskere sammen undersøgte fænomenet intuition. Tankerne samlede de i udgivelsen Intuition, udgivet på Aalborg Universitetsforlag. I årene der fulgte skrev Ellen Raunsmed på en phd-afhandling om intuition ved Aalborg Universitet.
Kontakt med kunstakademier
Sangskriver og musiker Mikael K har i over 20 år udelukkende beskæftiget sig med musikken. Han har udgivet seks anmelderroste albums via bandnavnet Klondyke. Mikael K har skrevet sange om Manden på Gulvet og Maren i Kæret, sange om de mennesker han har mødt og de steder han har boet, sange om København og sange om livet på landet.
Nu har de begge fuld fart på i Kaosfabrikken, hvor de er i gang med at etablere kontakt med kunstakademierne, for de har et ønske om at blandt andre fremtidens afgangselever fra akademierne kan bruge Kaosfabrikken som udstillingsgalleri og arbejdssted.
Lige nu er det udstillingen med syv nordjyske anerkendte kunstnere, der præger Kaosfabrikken i Løkken. Udstillingen åbner i dag fredag 22. september og kan ses frem til 22. oktober.
De udstiller på Kaosfabrikken
Berit Jansson, Pia Birkholm, Anne-Dorte Nielsen, Lene Palm Larsen, Jette Wistoft Noyes, Maria Leer, Lisbeth Gjørtz Fast og som gæsteudstiller ses keramiker Dorete Bendixen