Nye bryster, båd, bil og bolig: Her er nordjydernes lottodrømme
Foto: Mick Knive Anderson
Bare tanken om at vinde de mange lotto-millioner gav smil på nordjydernes læber.
Vi har spurgt jer, hvad I ville bruge penge på, hvis I vandt 158 millioner kroner, som der var en, der gjorde onsdag aften i Tårs. Nedenfor har vi samlet nogle af svarene.
Mon ikke snakken ved mange frokostborde i Nordjylland i dag er faldet på gårsdagens lottovinder, der vandt intet mindre end 158 millioner kroner.
Det kan måske være lidt svært at forestille sig, hvad man ville gøre, hvis man vandt så mange millioner, så her er lidt inspiration til den heldige kartoffel, der har købt en kupon i Tårs.
På Facebook er der en del kommentarer, der handler om at blive gældfri.
Efter indfrielse af gæld er der flere, der nævner velgørende formål. En vil give penge til julemærkehjemmet i Hobro og en anden ønsker at hjælpe de hjemløse. Derudover nævnes Kræftens Bekæmpelse, Astma og allergiforbundet, Lungeforeningen, Danske hospitalsklovne, Nordjyllands Hittekilling og mange flere.
Der er også flere, der ønsker at stoppe på arbejdsmarkedet, gå på nedsat tid, eller ønsker at købe sin ægtefælle fri fra arbejdsmarkedet.
Nogle drømmer om at få have- og rengøringshjælp og flere ønsker at hjælpe børn og børnebørn økonomisk.
En drømmer om at åbne et bed and breakfast, der udelukkende serverer hjemmelavede produkter til morgenmad.
Flere drømmer om at udskifte bilen, båden og boligen og en enkelt drømmer om at bruge penge på nye bryster. Flere nævner udlandsrejser og eventyrlige oplevelser i fjerne destinationer.
I den mere kuriøse afdeling er der en, der drømmer om at give de venner og bekendte, der plejer at låne en bruger til Netflix, TV2 Play eller andet deres eget abonnement til diverse streamingtjenester, og en anden der ønsker at købe Egholm fri for en kommende motorvej.
I den beskedne ende er der en, der drømmer om nye dæk til cyklen, der altid punkterer, og flere personer drømmer om nye træsko.