Ny og særlig vandrerute indviet
Ny vandrerute på op til 24 kilometer kombinerer naturoplevelser med kulturhistorie.
Tversted har fået en ny attraktion.
Vandreruten Naturring Tversted, som en gruppe lokale i flere år har arbejdet for, er nemlig blevet indviet.
Søndag var vandrestøvlerne snøret hos mange fremmødte, da lokalgruppen kunne åbne op for de nye ruter på fem, otte og 11 kilometer.
Noget de har arbejdet på siden 2020.
- Idéen var at lave en samlet rute, og så kom tanken også med at få hele området bundet sammen, forklarer Gert Nielsen fra Naturring Tversted Gruppen.
- Og det skal jo ikke være noget separat. Det skal være en del af hele området, fordi vi er her for hinanden.
Gert har været med fra starten, og udfordringer har der været nok af. Især når man ønsker at lave nye tiltag som bænke til tankero i den beskyttede natur.
- I første omgang var Kystdirektoratet faktisk imod, at vi gjorde det, men vi fik heldigvis kolossal opbakning fra Hjørring Kommune og fra Naturstyrelsen, som så idéen i naturringen.
Se indslaget herunder:
Der er blevet rejst 1,4 millioner kroner i de fire år, hvor arbejdet har været i gang. Pengene er blandt andet gået til at bygge et boardwalk på en af vandreruterne, så det er nemmere at komme ud til vandet.
- Det har virkelig været et stort ønske, siger Anni Petersen fra Naturring Tversted Gruppen.
Undervejs på ruten er der også mere moderne ting blandt naturen. For eksempel QR-koder, hvor man kan få information om både fuglene, teglværksproduktion og de fredede blomster.
- Det er nogle fortællinger, som nu er åbne. Bare ved at scanne en QR-kode får man nogle billeder og den der historie fortalt. Det er jeg sikker på, at mange turister og sikkert også mange lokale får fornøjelse af, lyder det fra Gert Nielsen.
Der er blevet oprettet en Facebook-gruppe til formålet, og der er opbakningen til at mærke, for der er kommet over 1000 medlemmer på bare 14 dage.
Gert Nielsen håber, at ruterne vil give lokale og turister muligheden for at oplev det unikke ved Tversted.
- Der er jo den der stilhed, den ro, som vi kalder 'den vildeste ro'. Det er lidt et paradoks måske, men det er en vild ro, der er heroppe, slutter Gert Nielsen fra Tversted Naturring Gruppen.