Nordjysk stortalent skifter til Liverpool
Foto: Jess M. Madsen, Fortuna Hjørring
20-årige Sofie Lundgaard er tirsdag blevet præsenteret som ny spiller i engelske Liverpool FC.
Nordjyske Sofie Lundgaard kan fremover trække i den verdensberømte fodboldklub Liverpool FC's røde trøje. Den 20-årige midtbanespiller forlader Fortuna Hjørring og tørner fremover ud for den engelske storklub.
Det oplyser Liverpool FC tirsdag på sin hjemmeside.
- Sofie er et spændende ungt talent, som jeg har fulgt tæt i det seneste halve år. Jeg er glad for, at vi er i stand til at hente hende til i januar-vinduet, siger Matt Beard, der er manager for Liverpools kvindehold.
'En klub med ambitioner'
20-årige Sofie Lundgaard har allerede trænet sammen med sine nye holdkammerater, og hun glæder sig over klubskiftet.
- Jeg har hørte mange gange, at det er en god gruppe af spillere, og dette er en klub med ambitioner, og jeg glæder mig til fremover at være en del af det, siger den talentfulde nordjyde.
Sofie Lundgaard kom til Fortuna Hjørring fra AaB i 2019, og hun har siden spillet 100 kampe for klubben i landets bedste række.
Den nordjyske midtbanespiller kommer til at optræde med nummer 15 på ryggen for Liverpool. Hendes nye kontrakt med den engelske storklub løber frem til sommeren 2025.
Liverpool ligger i øjeblikket på niendepladsen i den bedste engelske række, Women's Super League.