Nordjysk robotsucces modtager 80 millioner kroner
Foto: Turf Tank
Den nordjyske robotvirksomhed, der producerer opstregningsrobotter, har netop modtaget 80 millioner kroner til at sikre vækst af firmaet. Samtidig træder investoreren Jacob Risgaard ud af ejerkredsen.
Selvom coronakrisen har sat sit præg på den nordjyske virksomhed Turf Tank, der producerer robotter, der ved hjælp af GPS-teknologi kan tegne streger på for eksempel fodbold-, hockey eller baseballbaner, er der dog stadig plads til gode nyheder.
Virksomheden oplyser tirsdag i en pressemeddelelse, at EKF Danmarks Eksportkredit, Danske Bank og Vækstfonden nu samlet set investerer 80 millioner kroner i virksomheden, der skal sikre, at virksomheden fortsat kan leve op til efterspørgslen.
- Med nedlukninger hos mange af vores kunder samt reduktion af budgetter på tværs af sportsklubber, skoler og kommuner er vi blevet forsinket i vores muligheder for at realisere det kæmpe potentiale, der ligger for at bygge videre på den voksende glade kundebase vi har. De nu tilførte midler skal sikre den fremtidige vækst samt sikre det fortsatte fokus på udlejning frem for salg af robotter, lyder det i pressemeddelelsen fra CEO i Turf Tank Olav Bjørn Jørgensen.
Fra Vækstfonden, der er en af parterne bag kapitalindsprøjtningen, lyder det, at Vækstfonden længe har haft et kig på Turf Tank, og at muligheden for et samarbejde blev attraktiv, da Turf Tank skiftede fra at fokusere på salg til udlejning.
- I Vækstfonden vil vi være med til at udvikle virksomheder over hele Danmark, og Turf Tanks placering i det nordjyske er et lysende eksempel på, at vi ved at dyrke de lokale potentialer kan skabe stærk vækst og arbejdspladser, siger Henrik Larsen, der er Senior Director i Vækstfonden i pressemeddelelsen.
Den nordjyske investor Jacob Risgaard, der er medstifter af Coolshop og måske kendes bedst fra tv-programmet Løvens Hule, træder i samme ombæring ud af ejerkredsen. Ifølge Turf Tank foregår udtrædelsen ”helt udramatisk” og skyldes ifølge pressemeddelelsen, at han vil overdrage selskabet til nogle, der har mere tid til at drive virksomheden, end han selv har.