Nordjysk lotto-mekka: Kommune får fjerde millionær på et år
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Lørdag ramte en heldig nordjyde fra Hjørring Kommune syv rigtige i Lotto, og det indbragte vedkommende intet mindre end 10 millioner skattefri kroner.
Borgere i Hjørring Kommune virker til at have lidt mere held i sprøjten end så mange andre. Indbyggerne er i hvert fald inde i en god stime, når det gælder milliongevinster.
Både i april, maj og juni blev der vundet gevinster på 1.000.000 kroner i Hjørring Kommune, og i weekenden blev der så sat trumf på, da kommunen fik endnu en nybagt mangemillionær.
Vedkommende havde spillet med online og kan nu se frem til at få 10 skattefrie millioner kroner direkte ind på kontoen.
- Det er vildt, at vi igen har en vinder fra Hjørring Kommune, måske er der noget i vandet deroppe? Ligesom vores andre store vindere bliver denne uges vindere - også vedkommende fra Hjørring Kommune - tilbudt særlig rådgivning, som skal sikre dem en god start på den nye tilværelse som meget økonomisk velpolstret. Det kan være en stor omvæltning, især hvis man vinder mange penge, og vi ønsker hos Danske Spil at hjælpe nye millionærer godt på vej, siger Malene Mølgaard, der er administrerende direktør i Danske Lotteri Spil.
Udover den heldige nordjyske vinder blev yderligere tre millionærer fundet i løbet af lørdagen.
Danske Spil har endnu ikke talt med vinderne, men ønsker dem alle et stort tillykke.