Nordjysk kommune i fare for at miste arbejdskraft: - Det er bekymrende
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Peter Jessen er administrerende direktør i Brüel Systems, som har omkring 120 ansatte.
En ny analyse viser, at flere nordjyske kommuner i fremtiden vil blive hårdt ramt af mangel på arbejdskraft – en af dem, det går værst ud over, er Hjørring Kommune.
Brüel Systems er Hjørrings ældste virksomhed, men skulle den administrerende direktør, Peter Jessen, starte virksomheden i dag, havde det været syd for fjorden.
Kigger man på Dansk Erhvervs analyse, forstår man ham godt. Hjørring Kommune står nemlig til at miste 15 procent af personer i den arbejdsdygtige alder.
I Aalborg Kommune har de i modsætning en fremgang på to procent. Det er med ganske god grund ifølge Peter Jessen.
- Af dem, der rejser ud, er der kun en andel af dem, der kommer tilbage igen. Så det, at man ikke har lokale uddannelser og tekniske uddannelser på et højt niveau, er et problem, siger han.
TI KOMMUNER MED LAVEST VÆKST I PERSONER I DEN ARBEJDSDYGTIGE ALDER
Vækst 2022-2040
Lemvig -21%
Læsø -20%
Lolland -19%
Skive -17%
Tønder -16%
Struer -15%
Hjørring -15%
Norddjurs -15%
Frederikshavn -15%
Langeland -15%
Kilde: Dansk Erhverv på baggrund af Danmarks Statistik
Hos borgmesteren og resten af kommunen ser man også på analysen med alvor.
- Det er jo bekymrende, og det er kritisk for vores virksomheder og for hele kommunen som sådan, siger borgmester i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V).
Hjørring Kommune vil have flere uddannelser
Den arbejdsdygtige alder ligger i analysen på mellem 20 og 60 år, og får Hjørring Kommune ikke gjort noget ved problemet, så kan det være starten på en ond cirkel.
- Virksomheder, som skal etablere sig, går uden om Hjørring og siger: ”Nej, vi må finde et andet sted at slå os ned, fordi når vi skal rekruttere arbejdskraft på sigt, så kan det blive svært at få fat i de medarbejdere, vi har brug for”, siger arbejdsmarkedschef hos Dansk Erhverv, Peter Halkjær.
Han mener, at kommunerne spiller en afgørende rolle i at sikre, at de unge får uddannet sig med de rigtige kompetencer til kommunens virksomheder.
Det vil Hjørring Kommune også gerne have mere af.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at udbygge og gerne udvide den palette af uddannelser, vi har, siger Søren Smalbro.
Hjørring Kommune har da også allerede sat flere tiltag i gang – blandt andet med at sammentænke erhvervsservicen og beskæftigelsesindsatsen.
- Og så har vi så vores ungegaranti, som sikrer, at alle unge kommer i et forløb, hvor man gerne skulle ende i job. Det er nogle af de konkrete tiltag, vi gør for at fremtiden bliver knap så sort, som det her er skitseret, siger Søren Smalbro.
Se hele indslaget fra Hjørring:
Hjørring står sammen
Business Hjørring er et resultat af en samtænkt kommunal erhvervsservice, der dækker både arbejdskraft, iværksætteri og forretningsudvikling.
De kæmper også for at bibeholde arbejdskraften i kommunen.
- Vi har arbejdet meget med at tiltrække højtuddannede til de lokale virksomheder, og det er faktisk lykkes rimeligt fornuftigt, og det er jo guld for virksomhederne, siger Ole Bendix, der er erhvervschef for Business Hjørring.
Han fortæller også, at virksomhederne i kommunen er meget samarbejdsvillige, når de henvender sig til dem.
- De kan godt ske, at det også er deres egen overlevelse, det afhænger af, at vi samarbejder om det her, fordi sammen kan vi gøre rigtig mange gode ting.
Må hente arbejdskraft fra Randers
Når Brüel Systems skal finde kræfter til at programmere deres robotter, så findes de ikke i Hjørring.
De skal derimod langt syd for fjorden.
- Der må vi hente folk fra Randers og længere syd på til at håndtere de opgaver, fordi der findes ikke nogen lokalt, der kan det, siger Peter Jessen.
Hos Brüel Systems har man i forvejen en meget aktiv HR-afdeling i bestræbelserne på hele tiden at skaffe den nødvendige arbejdskraft.
- Vi rekrutterer i Aalborg og også i Sæby nu med den situation, der er og prøver at skaffe arbejdskraft fra dem, der er blevet arbejdsløse i det område. Så vi gør alt det, vi kan for at sikre, at vi har den nødvendige arbejdskraft, siger Peter Jessen.