Nordjysk angriber solgt til Bundesliga-klub
Angriberen Mikkel Kaufmann skal fremover tørne ud for Bundesliga-sensationen Union Berlin.
Den tidligere AaB-angriber Mikkel Kaufmann, som stammer fra Hjørring, skifter til Union Berlin, der spiller i den tyske Bundesliga.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
- I Mikkel får vi en fleksibel angriber, som både kan spille centralt og som hængende angriber. Han har haft en stejl udviklingskurve i de seneste måneder, og han kommer også til at vise sin målfarlighed hos os. Derfor er vi meget tilfredse med, at han har valgt os blandt mange andre muligheder, siger Oliver Ruhnert, som er sportsdirektør i Union Berlin.
Skal spille Champions League
22-årige Mikkel Kaufmann fik Superliga-debut for AaB i 2018/19-sæsonen og blev i 2020 solgt til FC København i en handel, der indbragte den nordjyske klub omkring 20 millioner kroner.
Samme beløb har Union Berlin ifølge B.T. betalt FC København for at sikre sig den nordjyske angriber.
- Skiftet til Union Berlin er et kæmpeskridt i min karriere, og jeg er meget glad for at kunne tage det, siger Mikkel Kaufmann til Union Berlins hjemmeside.
🆕9⃣👋 pic.twitter.com/lD137RKRuu
— 1. FC Union Berlin (@fcunion) June 12, 2023
Mikkel Kaufmann slog aldrig igennem i FC København og har i de seneste sæsoner været udlejet til Hamburger SV og Karlsruher SC i den tyske 2. Bundesliga.
I den seneste sæson fandt han målformen i Karlsruhe og scorede 10 gange i 30 ligakampe.
Union Berlin sluttede i denne sæson på fjerdepladsen i Bundesligaen og er dermed kvalificeret til næste sæsons Champions League.