Nordjyde fik konfiskeret guldbarre og Rolex-ur efter dom for hashsmugling
Foto: Arne Dedert/AFP/Ritzau Scanpix
Genrebillede.
I forbindelse med dommen har retten konfiskeret 100.000 kroner, et Rolex-ur og en guldbarre.
En 57-årig mand fra Hirtshals er idømt to år og ni måneders fængsel for at have smuglet 275 kilo hash til Norge i en hestetransporter.
Det oplyser politiets nationale enhed for særlig kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Dommen faldt torsdag ved Retten i Hjørring, hvor sagen kørte som en tilståelsessag.
Den nu dømte mand har flere gange i en periode fra juli 2021 til juni 2022 smuglet hash til Norge via færgeoverfarten Hirtshals-Stavanger, hvor han kørte ombord med hash, som han havde gemt i en hestetransporter.
- Jeg er tilfreds med dommen, der hviler på et meget grundigt efterforskningsarbejde. Dommen afspejler, at myndighederne tager international narkokriminalitet meget alvorligt, men også at den dømte har valgt at tilstå sin rolle i sagen, siger Morten Rasmussen, som er specialanklager ved NSK.
Guldbarre konfiskeret
I forbindelse med dommen har retten konfiskeret 100.000 kroner, et Rolex-ur og en guldbarre, som den 57-årige var i besiddelse af.
Den afsluttede sag er en del af en større sag, hvor flere personer i øjeblikket sidder varetægtsfængslet.
De er blandt andet sigtet for indsmugling og videresalg af store mængder hash.