Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ni mænd døde i RF2 forlis - nu laver lokale Christian film om tiden efter

Ny biograffilm om det tragiske dobbelte skibsforlis, der tilbage i 1981 ramte Hirtshals, er på vej. Ni mænd omkom i forbindelse med forliset. Deriblandt en af instruktørens familiemedlemmer.

Christian Andersen er 36 år og født og opvokset i Hirtshals. 

I dag bor han i Aarhus og arbejder som filminstruktør.

Næste forår er han klar med en ny film, og det er i høj grad hans egen barndom og ungdom, der er i fokus i filmen, som lige nu optages i Hirtshals.

"Synkefri" hedder filmen.

En film, der tager udgangspunkt i de tragiske begivenheder, der fandt sted natten til 1. december 1981.

Optagelserne til biograffilmen Synkefri er i gang i Hirtshals. Foto: Henriette Maj Pedersen

Ni mennesker mistede livet

De fleste fiskefartøjer havde denne aften søgt ly i havnen på grund af en voldsom storm med blæst på 20 meter i sekundet - direkte fra nordøst. På havet betød det, at der var så høje bølger, at toppen af bølgen væltede over, og de store skumsprøjt påvirkede sigtbarheden i vandet. 

Fiskekutteren Hanne Dorte var på vej i land, men under de ekstreme forhold forliste kutteren under indsejlingen til havnen. 

I forsøget på at finde overlevende sejlede redningsbåden RF2 ud.  

Det værst tænkelige skete. RF2 fik en forkert sø, der vendte fartøjet 180 grader, og under ulykkelige og uheldige omstændigheder blev den liggende med bunden i vejret.

De tre fiskere ombord på kutteren Hanne Dorte mistede livet, det samme gjorde seks redningsfolk på RF2.

Havarikommissionen mente i første omgang, at RF2 forliset skyldtes dårlig manøvre. Senere ændrede man det til kritik af selve redningsbåden.

Ni familier fra Hirtshals mistede den nat en far eller en mand.

Hele byen blev ramt af sorg. 

Optagelserne til biograffilmen Synkefri er i gang i Hirtshals. Foto: Henriette Maj Pedersen

Kritik af filmen på forhånd

I dag er forliset en mørk fortid for de fleste i byen, og en tragedie som flere lokale ikke mener, man skal ruske op i. 

Slet ikke med en biograffilm.

Christian Andersen er tilbage i hjembyen. Og han kender kritikken. 

- Jeg har en stor ydmyghed omkring det at være tilbage og lave filmen. Ydmyghed ikke mindst overfor de efterladte. Og det er vigtigt for mig at sige, at det er ikke en film, der handler om det, der skete på havet. Det ønsker jeg ikke at gøre stort, for ingen ved, hvad der skete derude, fortæller Christian Andersen og tilføjer:

- Det, der personligt driver mig, er, at lave film om, hvor jeg kommer fra, hvad kommer jeg af, og hvilken betydning det har for mig, når jeg står og kigger op på fyret og ser, bølgerne slå ind. Det at stå der og kigge ud og vente på ens far kommer hjem. Den længsel og det afsavn kender jeg, da min far i mange år var fisker. Fiskeriet var en livsåre, og det var en god tid med fremdrift og udvikling i byen, og det er også den historie, jeg vil fortælle med filmen.

Budskabet i filmen er, at selv om man bliver ramt af kæmpe sorg, så kan man komme videre.

Christian Andersen, filminstruktør

Født fem år efter forlis

Christian Andersen er født fem år efter forliset ved indsejlingen til Hirtshals Havn, men tragedien ramte også hans familie. 

Hans mor var gift med en af de omkomne og han efterlod sig også to sønner; Christian Andersens ældre brødre.

- I hverdagen var det ikke noget, vi snakkede om, men noget der lå latent. Der var en kollektiv bevidsthed om, hvad der skete, og jo ældre jeg er blevet, jo mere kan jeg forstå, hvordan det har formet hele byen. Da ulykken sker var byen et sted og efter, var den et andet, som jeg oplever det, fortæller Christian Andersen.

Optagelserne til biograffilmen Synkefri er i gang i Hirtshals. Foto: Henriette Maj Pedersen

Personerne i filmen er fiktive, men inspireret af virkeligheden og her er særligt kvinderne i fokus.

- Jeg føler virkelig, at kvinderne udgør en rygrad i det her samfund i den by, jeg kommer fra, fortæller Christian Andersen og tilføjer, at det ofte er fiskerne, der er blevet portrætteret, mens han har haft lyst til at have fokus på dem, der blev hjemme, når fiskerne tog på havet.

Filmen hedder Synkefri, for i virkeligheden er det hele samfundet, der er synkefri

Christian Andersen, filminstruktør

- Og det var kvinderne. Det var dem, der stod med rigtigt meget selv, når mændene sejlede ud, siger han. 

I filmen ser man Hirtshals i 1980'erne med en ung mands øjne. I hovedrollen er skuespiller Sylvester Espersen Byder, hvis mor og mors familie stammer fra Hirtshals. Det er ham, der spiller Henrik, som på mange måder minder om instruktøren selv.

I hovedrollen er skuespiller Sylvester Espersen Byder, hvis mor og mors familie stammer fra Hirtshals. Det er ham, der spiller Henrik, som på mange måder minder om instruktøren selv. Foto: Henriette Maj Pedersen

- Der er rigtigt meget fra min egen ungdom, de samme klubværelser vi var i,  og de samme steder, som vi rendte rundt. Vi har forsøgt at genskabe det hele, for at se verden gennem den unge mand fra dengang, fortæller Christian Andersen.

Omdrejningspunktet er tragedien, der rammer på havet. 

Og det chok som Hirtshals får. Ikke mindst fordi, man var blevet fortalt, at redningsbåden RF2, der skulle redde fiskerne, var synkefri.

-  Budskabet i filmen er, at selv om man bliver ramt af kæmpe sorg, så kan man komme videre. Det gjorde Hirtshals. Hirtshals er kommet videre måske på sin egen tavse måde og uden at tage æren for det. Det, synes jeg, er utroligt smukt. Det er også derfor, filmen hedder Synkefri. For i virkeligheden er det hele samfundet, der er synkefri, lyder det fra Christian Andersen.

Christian Andersen er 36 år og født og opvokset i Hirtshals. I dag bor han i Aarhus og arbejder som filminstruktør. Næste forår er han klar med en ny film, og det er i høj grad hans egen barndom og ungdom, der er i fokus i filmen, som lige nu optages i Hirtshals. Synkefri hedder filmen. En film, der tager udgangspunkt i de tragiske begivenheder, der fandt sted natten til 1. december 1981. Foto: Henriette Maj Pedersen

Filmen er støttet af blandt andet Den Vestdanske Filmpulje, Hirtshals Havn og Hjørring Kommune, og filmen klar i de danske biografer næste forår.

TV2 Nord har tidligere bragt dokumentarudsendelse om RF2s forlis - se eller gense den her:


Se billederne: Elefanter æres i enkeltstående juleudstilling

Juleustillingen vil kun være at finde i år.

Tilbage i oktober i år var det slut med elefanter i Aalborg Zoo efter knap 70 år.

Det berørte både de ansatte i haven, men også havens gæster var berørte af det.

- Vi har kun fået positiv responds. Folk har haft medfølelse, været kede af det og haft stor forståelse for det. Der har været stor opbakning, og folk har sendt breve og blomster, forklarer vicedirektør for Aalborg Zoo, Pia Nielsen.

Aflivningen af havens eneste elefanter betød også, at elefantanlægget ville stå tomt, under dette års Jul i Zoo.

- Det, syntes vi alle, ville være ærgerligt. Vi ville gerne hylde vores elefanter, og derfor er der nu lavet en smuk juleskov, hvor julemanden kan holde til, forklarer vicedirektøren.

- Det har haft stor betydning for de ansatte, fordi elefanterne netop har haft så stor betydning for os i alle de år. Derfor fortjente de også en pæn afsked, så den er faldet i god jord, den her udstilling, tilføjer hun.

'Enkeltstående mulighed'

Juleudstillingen er dog kun midlertidig, og derfor går overvejelserne fortsat på, hvad elefanternes areal i stedet skal bruges til.     

- Vi er ikke kommet noget nærmere, men det er klart, at det er noget, som vi kigger ind i. Det ender med at blive noget af en større plan, hvordan vi får inddraget så stort et område i haven, siger Pia Nielsen, der tilføjer.

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

- Så det er en enkeltstående mulighed at møde julemanden derinde, det kommer ikke til at foregå derinde igen, det vil jeg godt garantere.

Derfor håber vicedirektøren også på at se så mange gæster så muligt i elefanthuset.

- Vi håber på at se mange gæster, der har lyst til at komme og se, hvad vi har lavet til ære for vores elefanter, afslutter hun.


Tog en halv million fra Kunsten: Nu er der ny retssag på vej

Det vides endnu ikke, hvornår byretten tager stilling til den nye stævning.

Tilbage i 2021 tiltrak kunstneren Jens Haaning sig en hel del opmærksomhed sammen med Kunsten i Aalborg, efter han var blevet booket til at lave et kunstværk for museet.

Det var dog to tomme billedrammer, som museet blev spist af med og overskriften "Take the money and run" (Tag pengene og løb, red.). I stedet havde Jens Haaning nemlig taget de 532.000 kroner selv.

Det udløste senere en retssag, hvor Kunsten i Aalborg i september sidste år fik medhold i, at Haaning skulle betale næsten en halv million kroner tilbage til museet, efter at museet havde lånt ham pengene.

Striden mellem de to parter endte dog i maj i år, da et forlig blev indgået, efter Den Obelske Familiefond løste den 'gordisk knude', som Kunstens direktør, Lasse Andersson dengang kaldet det.

Ny retssag i vente

Nu vækkes hele sagen dog igen til live i en ny retssag, efter kunstneren Jens Haaning har stævnet billedbureauet Ritzau Scanpix med et krav om betaling af 687.000 kroner plus renter.

Det skriver Ritzau.

Stævningen skyldes, at en fotograf fra bureauet besøgte den omdiskuterede udstilling på Kunsten i Aalborg i efteråret 2021 og tog billeder af de tomme billedrammer, der indgik i værket ifølge Jens Haaning.

Billederne blev efterfølgende solgt til bureauets mediekunder, hvilket er en krænkelse af kunstnerens ophavsret, hævdes det i stævningen.

Ritzau afviser dog selv at have gengivet et beskyttet værk, og det vides endnu ikke, hvornår byretten tager stilling.

Det er blandt andet billedet her, der er skyld i stævningen fra Jens Haaning. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Markant vejrskifte på vej: Sådan rammes Nordjylland

Foto: Øyvind Bertel Fabricius Holm / Privatfoto

Snart vil alt sneen smelt, når både et regnvejr og stigende temperaturer skal op over Danmark.

Inden weekenden er omme kan temperaturen være steget 23 grader.

Danmark er lørdag morgen stået op til endnu en kølig morgenstund – lokalt under seks graders frost.

Det kolde og stedvis snerige vintervejr bliver der imidlertid sat en stopper for, når et frontsystem med et stort regnvejr skal passere landet fra lørdag aften.

Herefter pumpes der usædvanlig varm luft for årstiden op over landet.

Her får du et overblik over det kommende vejrskifte og til sidst weekendens detalje.

Køligt, men pænt lørdagsvejr

Enkelte slud- og snebyger kan forekomme, men ellers er der udsigt til en pæn lørdag med tørvejr og særligt først på dagen nogen eller en del sol.

Efter en frostkold morgen flere steder, stiger temperaturen i løbet af dagen til mellem to og fem grader.

Fra sidst på formiddagen begynder flere skyer at trække op over landet fra sydvest, hvilket varsler det kommende regnvejr.

rognose lørdag eftermiddag. Efterhånden mere skyet fra sydvest. Op mellem to og fem grader. Foto: TV2 Vejret

Udbredt regn og slud

Ved 18-tiden holder det endnu tørt de fleste steder, men længst mod sydvest er de første regndråber begyndt at falde.

Som aftenen skrider frem, breder der sig et område med regn og slud op over det meste af landet. Ved midnatstid er det kun Bornholm, hvor det endnu holder tørt.

I første omgang er der størst mulighed for lidt hvidt i luften i form af slud ned gennem det centrale Jylland. Her vil temperaturen også falde til lige over frysepunktet.

Prognose lørdag aften. Udbredt regn og slud. Foto: TV2 Vejret

I løbet af natten bevæger nedbørsområdet sig videre østover, så der også bliver chance for slud i de østlige dele af landet.

Nedbøren forventes at nå Bornholm omkring klokken 2.

Regn og slud når knap nok at slippe landet, før nye forsyninger med regn ankommer. Derfor vil de fleste danskere stå op til silende regn søndag morgen.

Prognose søndag morgen. Våd start på dagen. Foto: TV2 Vejret

Regnvejret forventes at stå på gennem hele morgenen og formiddagen.

Først fra søndag middag bliver der efterhånden mulighed for opholdsvejr – til en start over de vestlige dele af landet.

Sammenlagt kan der falde op mellem 10 og 25 millimeter regn, inden weekenden er omme. Mest i det sydlige Jylland og på Sydfyn.

Søndag eftermiddag vil det fortsat regne mod nord og øst. Foto: TV2 Vejret

I forbindelse med regnvejret stiger temperaturen betydeligt. Temperaturen vil generelt toppe mellem 10 og 13 graders varme.

Til sammenligning er den gennemsnitlige maksimumtemperatur i november på 7,6 grader. Dermed er det meget varme vinde, der blæser op over landet fra søndag.

Weekendens detalje

Natten til lørdag faldt temperaturen til 10,4 graders frost ved Billund. I samme by er der udsigt til op imod 13 graders varme søndag.

Dermed stiger temperaturen med omkring 23 grader på under to døgn.


Hus stod i flammer: Natten til lørdag mistede 64-årig kvinde alt

Den 64-årig kvinde er blevet sigtet for at have overtrådt beredskabsloven for uforsigtig omgang med ild.

Klokken 3.17 natten til lørdag blev både politi og brandvæsen tilkaldt til en adresse i Østervrå, hvor et hus stod i flammer.

- Det var en frivillig brandmand, der ringede, og huset var helt overtændt, da vi ankommer, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

Huset tilhørte en 64-årige kvinde, der kom ud af huset ved egen hjælp, hun måtte dog ifølge vagtchefen til tjek på sygehuset for røgforgiftning.

Kvindens hund kunne man dog ikke finde, og derfor formoder politiet, at den er død.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Kvinden sigtet

Årsagen til branden var ifølge vagtchefen, at et stearinlys i vindueskammen havde taget fat i nogle planter, hvilket endte med at sprede sig.

- Man endte med at lave en kontrolleret nedbrænding, så der er kun brandtomt tilbage forklarer vagtchefen.

Den 64-årig kvinde er derfor blevet sigtet for at have overtrådt beredskabsloven for uforsigtig omgang med ild.

- Det er standard, påpeger vagtchefen og tilføjer.

- Når man vil bruge ild, er man nødt til at sørge for, at det ikke spreder sig.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.