Nena fik medhold i klage: - I dag er smilets dag
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Efter fem års kamp tør familien Hyldgaard fra Skallerup nu tro på en tryg fremtid sammen.
- Jeg er ikke en person, der normalt viser min glæde, men i dag er en smilets dag, en glad dag.
Sådan lyder ordene fra Nena Hyldgaard, der netop har fået en god nyhed.
Efter årelang kamp ser det nu ud til, at hun kan få permanent opholdstilladelse.
Hun har i dag fået svar på en klagesag hos Udlændingenævnet, hvor hun klagede over Udlændingestyrelsens afslag på permanent opholdstilladelse.
Udlændingenævnet giver familien ret. Nena burde have haft permanent opholdstilladelse, da hun søgte om det for fem år siden. Udlændingestyrelsen, der gav afslaget er nu blevet bedt om at omgøre deres afgørelse:
- Vi hejser flaget - det er en glædens dag, lyder det fra Nenas mand, Arne Hyldgaard.
Og glæden har spredt sig til hele familien.
- Hvis jeg får min permanente opholdstilladelse, så føler jeg mig mere som en del af Danmark, og jeg kan være fri, siger Nena Hyldgaard.
- Min datter er også meget glad. Hun græd lidt og sagde, at hun ikke var trist men glad. Det betyder rigtig meget for mig.
Klagesagen
Begrundelsen for Udlændingestyrelsens afslag lød på, at hun ikke havde været længe nok i beskæftigelse.
Det skyldtes imidlertid, at hun var startet på at videreuddanne sig til social- og sundhedsassistent. I god tro om at det ikke ville påvirke hendes sag.
Siden har hun fået opbakning fra flere nordjyske folketingspolitikere, og samtidig har en professor sagt til TV2 Nord, at sagen bør gå om.
Efterfølgende har Nena Hyldgaard valgt at klage til udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse.
Og det gjorde hun klogt i, da Udlændingestyrelsen nu formelt skal omgøre deres afgørelse.
Kommune erkender fejl
Hjørring Kommune stod for vejledningen i Nenas sag, da hun valgte at videreuddanne sig til social- og sundhedsassistent.
De vidste ikke, at uddannelsen kunne komme på tværs af opholdstilladelsen, og derfor er borgmester i Hjørring Kommune, Søren Smalbro, glad for dagens afgørelse.
- Det er bare perfekt - vi vil gerne have folk som Nena til at bo her.
- Ved at det er sådan en omfattende lovgivning, så må vi også lægge os ned og sige, at her har vi nok lavet en fejl. Heldigvis ser det ud til nu, at tingene falder i hak, påpeger borgmester Søren Smalbro (V).
Nu håber familien Hyldgaard, at den permanente opholdstilladelse lander i løbet af de næste 14 dage.
- Nu kommer der endelig ro på, så vi kan få en normal hverdag igen – det skulle vi have haft for fire år siden, siger Arne Hyldgaard.