Minister vil undersøge mulig svindelsag i Forsvaret
Foto: Jeppe Hostrup
Forsvarsminister Trine Bramsen vil have undersøgt ny skandalesag i Forsvaret, som har forbindelse til Nordjylland, skriver Ekstra Bladet.
- Det skal undersøges til bunds, om der er blevet begået noget ulovligt i sagen om en tidligere betroet ansat i Forsvaret, der skaffede sin kæreste millionordrer.
Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) til Ekstra Bladet.
En tidligere medarbejder i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse med hovedkvarter i Hjørring sendte angiveligt over fire millioner kroner videre til sin kæreste ved at hyre hans firma til overpris, skriver Ekstra Bladet onsdag.
Ifølge avisen var den ansatte i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ansvarlig for inventaret på en lang række asylcentre i landet.
Den ansatte arrangerede, ifølge Ekstra Bladet, at kærestens lagerejendom i Ringsted blev lejet ud for 4,1 millioner kroner. Først blev den lejet til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og siden til Jammerbugt Kommune.
Begge steder var hovedpersonen i sagen angiveligt ansvarlig for området.
Ifølge sine tidligere arbejdsgivere hyrede hun kærestens firma uden deres vidende og dermed også uden godkendelse af, hvad der tilsyneladende var en overpris.
- Viser der sig at være den mindste mistanke om, at der er begået ulovligheder, bliver sagen selvsagt anmeldt til politiet, siger Trine Bramsen til Ekstra Bladet.
Den tidligere ansatte afviser alle anklager.
Den nye sag kommer blot få måneder efter, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse også var i offentlighedens søgelys.
I december sendte forsvarsminister Trine Bramsen et rejsehold til Hjørring for at undersøge en række sager om mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Én person er blevet sigtet for bestikkelse, og to ledende medarbejdere er blevet fjernet fra deres poster.