Minister i grundlovstale: Historiske beslutninger taget i historisk enighed
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Ane Halsboe-Jørgensen, minister, holdt i dag grundlovsmøde i en temmelig lille forsamling på bare 10 personer. Desuden kunne seere følge med via Facebook.
I en meget lille forsamling i Hjørring blev der fredag holdt grundlovsmøde. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen var på talerstolen.
Det er i 2020 stadig vigtigt at markere, at Danmark fik en grundlov 5. juni 1849. Også selvom landet i år ser noget anderledes ud på grund af coronapandemien, som har ramt store dele af verden.
Derfor afholder Bo Jeppesen, som til daglig er strategisk chefrådgiver på Aalborg Universitet, for femte år i træk grundlovsmøde i sin have i Hjørring. Det har coronavirussen ikke fået lov at sætte en stopper for, men grundlovsmødet i haven ligner dog ikke de fire foregående.
På grund af forsamlingsforbuddet er der kun ti personer samlet i haven, hvor Bo Jeppesen og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) holder talerne.
GRUNDLOVEN
Danmarks Riges Grundlov er den danske forfatning og højeste lovgivning i Danmark.
Den blev indført 5. juni 1849 og er siden ændret i 1866, 1915, 1920 og 1953.
- Vi har haft en politisk virkelighed, hvor der er taget meget stort ansvar for vores samfund på tværs af alle folketingets partier. Hvor man har taget historiske beslutninger på historisk kort tid i historisk bred enighed. Det siger noget flot og stærkt om de danske demokrati, sagde Ane Halsboe-Jørgensen i sin grundlovstale.
Bo Jeppesen er helt enig med ministeren i, at det er vigtigt at markere, at vi har en grundlov. Det er måske endda endnu vigtigere i 2020, end det har været i årene op til.
- Det er ikke for sjov, jeg gør det her. Jeg synes, det er vigtigt, at man en dag som i dag holder fast i traditionen og fejrer grundloven, sagde Bo Jeppesen fra talerstolen i sin have og uddybede senere i talen:
- Måske specielt i den her tid, hvor vi har en epidemi og en krise, hvor de rettigheder som grundloven etablerer for os, kan blive truet – det er i hvert fald en balance, vi skal finde i forhold til, hvad vi kan gøre for at sikre os mod sygdom, og hvad vi skal i forhold til at bevare vores rettigheder.