Midt i ejervirak: Ny træner med første arbejdsdag i Vendsyssel
Cheftræneren roser klubbens faciliteter.
Det er ikke gået stille for sig i Vendsyssel FF det seneste døgn.
Mandag bekræftede klubben, at nye ejere snart ville blive præsenteret. Om aftenen selvsamme dag annoncerede den colombianske rapper Blessd på sine sociale medier, at han har købt sig ind klubben, hvilket har gjort, at det nordjyske hold har fået tusindvis af nye følgere på Instagram og overgår AaB på platformen målt på følgere.
Og tirsdag, midt i al postyret, havde Mads Kristensen første arbejdsdag som ny cheftræner i den kriseramte klub.
- Det har været super positivt. Det er ikke så tit, jeg er kommet nordpå, men nu har jeg bosat mig her. Jeg har lige set spillerne træne, og nu skal jeg have endnu et møde med dem. Jeg har fået et godt indtryk, fortæller den nye cheftræner i kølvandet på første træning til TV2 Nord.
Da den nye træner trådte ud på træningsanlægget i Vrå for første gang, skulede han dog lidt ud på banen, hvor der flere steder lå vandpytter. Trods det er Mads Kristensen meget tilfreds med faciliteterne i det nordjyske.
- De er i top, det kan vi ikke brokke os over. Hold kæft, der er er meget plads, lyder det med et grin fra Mads Kristensen.
50 minutters træning blev det til for spillerne på Mads Kristensens første dag på job, som altså sluttes af med et møde med spillertruppen.
Det er ikke gået som håbet for Vendsyssel FF i denne sæsons NordicBet Liga, hvor man inden sæsonen havde håbet at kæmpe med om oprykning.
Efter de første 14 runder ligger klubben fire point over HB Køge og nedrykningsstregen. Vendsyssel FF har dog kun seks point op til top-seks og oprykningsspil. Mads Kristensens første kamp som cheftræner bliver 2. november mod netop HB Køge. Kampen spilles klokken 15 i egen hule.