Maria skal sove med klumpfisken i Nordsøen Oceanarium
På Nordsøen Ocenarium i Hirtshals har de åbnet dørene hele natten for at give gæsterne en særlig oplevelse.
Kunne du tænke dig at falde i søvn under Nordeuropas største akvarium? Det kan du nu prøve her i sommerferien.
Tusindvis af skolebørn har allerede prøvet det, men nu kan du tage hele familien med under armen og prøve det selv.
Du kan nemlig få oplevelsen af Nordsøen Oceanarium med en meget mindre folkemængde end i dagtimerne, når Oceanariet byder indenfor til overnatning under en noget speciel nattehimmel.
- Det er en unik oplevelse, for du får lov til at se fiskene på en anden måde, og faktisk også når fiskene de sover. Men man får lov til at opleve fiskene, når man selv ligger og skal falde i søvn, fortæller Cecilie Høi Jensen, der er formidler hos Nordsøen Oceanarium.
Én af dem, der skal prøve denne helt særlige oplevelse, er Maria Borch Jensen.
- Det bliver anderledes, tror jeg. Her kan man ligge og kigge på fiskene med sin lommelygte, og når man er hjemme, ligger man jo og kigger ind i sin væg, siger hun.
Program for arrangementet:
Guidet rundvisning både i udstillingerne og bag kulissen
Aftensmad i caféen
Klargøring af foder til fiskene samt fodring af fiskene
Aftenhygge ved Oceanariet, hvor guiden fortæller om klumpfiskene og de andre beboere
Solnedgang, hvor man tydeligt kan se fiskene falde til ro
Solopgang, morgenmad og diplom for oplevelsen
Maria Borch Jensen glæder sig til oplevelsen, som, hun også er sikker på, bliver helt speciel.
- Det er ret mærkeligt at tænke på, at der er et levende væsen, der svømmer over én, når man skal sove, men det bliver nok også rigtig, rigtig hyggeligt.
Ifølge Nordsøen Oceanarium er det noget helt andet at være sammen med fiskene om natten.
- I dag har vi haft omkring 2300 gæster, og nu har vi kun de her 11 gæster, der skal sove med fiskene, så man får jo hele Oceanariet for sig selv hele aftenen, forklarer Cecilie Høi Jensen.
Lyder en overnatning under Oceanariets klumpfisk som noget for dig, så kan du læse mere om oplevelsen på Nordsøen Oceanariums hjemmeside.
De planlægger at lave arrangementet igen mandag 10. juli og tirsdag 1. august.